Det bliver Signe Højmark, der pr. 14. marts 2022 overtager ledelsen af Kunstbygningen i Vrå. Som ny leder ser hun frem til at skabe opmærksomhed omkring den unikke Kunstbygning Engelundsamlingen, Vrå – udstillingen og de nyere tiltag i form af Ung Dansk Samtidskunst (UDS 22) og JCE Biennalen.
”Kunstbygningen i Vrå er helt unik i dansk sammenhæng. Stedet repræsenterer både en stærk stemme i det Nordjyske og i det danske kulturliv. Den mangeårige tradition baseret på Engelundsamlingen og Danmarks næststørste kunstnersammenslutning kombineret med fornyelsen gennem både JCE Biennalen og Ung Dansk Samtidskunst udgør et særdeles spændende scenarie. Placeringen midt i det Nordjyske landskab gør stedet velegnet til et helt særligt udflugtsmål for både lokale og turister. Forbindelsen mellem det helt nære lokale og det internationale udsyn er en afgørende styrke når kunsten skal formidles. Det er en fantastisk og vigtig opgave, og jeg glæder mig til at tage fat på fremtiden sammen med husets dygtige team og de mange frivillige som støtter op om stedet til daglig,” udtaler Signe Højmark.
Signe Højmark kommer fra en selvstændig konsulentpraksis i Sted-Sans Aps hvor hun blandt andet har skabt strategisk udvikling af kunstprogrammer for blandt andet Hanstholm Art Space og Det Ny Kastet Thisted, samt tidligere været leder af det regionale kunstprojekt LAND-SHAPE. Hun afsluttede i 2020 en Master i Kuratering fra Århus Universitet og er tidligere uddannet indenfor kunsthistorie og keramisk design. Hun har gennem flere kunstprojekter specialiseret sig i at arbejde med udviklingen af kunstprojekter i relationen til landdistriksområder, og bringer sin erfaring med publikumsudvikling med til Vrå.
”Vi er rigtig glade for at have fået en ny leder og for at kunne se frem mod nye aktiviteter og udstillinger i huset. Vi ser frem til samarbejdet med Signe Højmark” udtaler formand for bestyrelsen for Kunstbygningen i Vrå, Engelundsamlingen Anders Engelund.
Fakta:
Kunstbygningen i Vrå´s udstillinger og formål: Kunstbygningen i Vrå rummer en stor samling af maleren Svend Engelunds kunst. Svend Engelund (1908-2007) hører blandt de betydeligste kunstnere, som malede landskaber i det 20. århundredes danske kunst. Desuden afholder den danske kunstnersammenslutning Vrå-udstillingen hver år i august viser sin årlige udstilling. Fornyelse og ung kunst er repræsenteret gennem dels den internationale JCE Biennale med kunstnere fra Danmark, Frankrig, Italien, Letland, Portugal, Rumænien og Spanien, og dels det helt nye format ”Ung Dansk Samtidskunst” som åbner for første gang d.9.april 2022.
Kilde: Kunstbygningen i Vrå