I går åbnede en ny pulje til grøn omstilling af dansk landbrug. Puljen er målrettet udvikling af teknologier som pyrolyse, hvor gylle og halm omdannes til biokul. Teknologien har et stort potentiale for at reducere udledningen af drivhusgasser fra landbruget.
Puljen sætter fart på udviklingen af de lovende teknologier, der kan gøre dansk landbrug endnu mere klimavenligt. Puljen er vedtaget som en del af finansloven for 2021.
”Danmark er et landbrugsland. Samtidig går Danmark forrest i kampen mod klimaforandringerne med et af verdens mest ambitiøse klimamål. Vi vil vise verden, hvordan landbruget bliver en del af løsningen på klimakrisen. Pyrolyse-teknologien er et eksempel på en løsning, der kan blive en ægte game-changer, fordi den både kan bidrage til drivhusgasreduktioner i landbruget samtidig med, at der produceres grønt brændstof, som f.eks. kan komme i tanken på fly,” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Pyrolyse er en proces, hvor man opvarmer et materiale uden tilstedeværelse af ilt. Man kan tage restprodukter fra landbruget som halm og gylle, og varme det op ved hjælp af pyrolyse, så der dannes biokul. Biokullet kan spredes ud på markerne og lagre kulstof i jorden i lang tid, og det kan på den måde fjerne CO2 fra atmosfæren. Samtidig dannes en brændbar gas, der kan forarbejdes til grønt brændstof til eksempelvis flytransport.
Bindende reduktionsmål for landbruget på 6-8 mio. tons CO2e
Landbruget udgør i dag ca. en tredjedel af Danmarks samlede drivhusgasudledning. I efteråret 2021 vedtog regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget aftalen om grøn omstilling af landbruget med et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektoren på 55-65 procent frem mod 2030. Det svarer til en reduktion på mellem ca. 6 og 8 mio. tons CO2e. Målet skal blandt andet indfries gennem nye teknologier.
”Pyrolyse af halm og gylle er banebrydende og har et stort potentiale til at reducere landbrugets klimaaftryk. Vi står med en teknologi, der kan bidrage kraftigt til grøn forandring i landbruget og blive et nyt dansk vindmølleeventyr. Vi laver en ambitiøs satsning på fremtidens grønne teknologier, der er en vigtig krumtap i at sikre et mere klimavenligt dansk landbrug i fremtiden. Det slog vi også klart og tydeligt fast med den historisk brede landbrugsaftale. For vi lykkes ikke med den grønne omstilling, uden at have landbruget med ombord,” siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn.
Flere midler i 2023 og 2024
Puljen kan søges frem til d. 1. april 2022, og det forventes, at Energistyrelsen kan meddele tilsagn til projekterne i juni 2022. Der kan søges om støtte til projekter, som fremmer teknologier med stort reduktionspotentiale i landbrugssektoren. Læs mere om puljen på Energistyrelsens hjemmeside.
I forlængelse af puljen er der i aftale om grøn omstilling af dansk landbrug afsat yderligere 196 mio. kr. i 2023-24 til udvikling af klimateknologier som pyrolyse og produktion af biokul.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet