Efter ni nederlag på stribe var tiende gang lykkens gang for Elitesport Vendsyssel. Anført af de storspillende Thomas Steffensen og Marcus Raakjær vandt vendelboerne på hjemmebanen i Vrå med 32-30 (13-14) over favoritterne Sydhavsøerne i herrernes 1. division i håndbold.
Resultatet betød, at Sydhavsøerne rykkede ned på tredjepladsen i 1. division, mens Elitesport Vendsyssel rykkede to pladser op til en 11.plads.
Tre personer blev afgørende for kampens udfald.
Thomas Steffensen var helt ustoppelig i Elitesport Vendsyssels offensiv og scorede 13 rene mål. Han blev dygtigt understøttet af Christian Lykke og Oliver Prince, der satte ham op til favoritskuddene fra mellemdistancen. De tre spillede stort set hele kampen i ESV-angrebet.
Marcus Raakjær var ustyrlig i Elitesport Vendsyssels mål. Ikke fra starten, hvor han ikke fik fat i ret meget. Men fra midten af 1. halvleg og kampen ud præsterede han redninger fra alle vinkler.
Endelig var der Nicolaj Jørgensen, hvis indflydelse på kampens forløb var af negativ karakter. Playmakeren fra Sydhavsøerne er topscorer i 1. division, og det var da også ham, der som styrmand og målscorer dominerede for gæsterne i 1. halvleg.
Men kort efter pausen faldt Nikolaj Jørgensen uheldigt i et forsøg på at redde et scoringsforsøg i tomt mål fra Marcus Raakjær. Med en skadet ankel måtte han udgå af resten af kampen, og det bragte helt tydeligt usikkerhed i Sydhavsøernes spil.
Elitesport Vendsyssel udnyttede gæsternes problemer til at gå fra 16-16 til 20-16. Og selv om gæsterne fandt rytmen igen og endda kom på 28-29 med blot fire minutter tilbage, svarede hjemmeholdet flot igen bakket op af et begejstret publikum.
Med tre scoringer af Mads Espensen og en enkelt af Thomas Steffensen suppleret med endnu et par redninger af Marcus Raakjær blev sejren kørt hjem. Og dermed fik vendelboerne også et fornyet håb om at spille sig fri af den direkte nedrykning fra 1. division.
Målscorere:
Elitesport Vendsyssel: Thomas Steffensen 13, Mads Espensen 6, Oliver Prince 5, Steffan Stollig 3, Christian Lykke og Mikkel Krogshede 2, Mathias Haugen 1.
Sydhavsøerne: Mikkel Kaagaard og Mikkel Sørensen 7, Kasper Olsen og Nicolaj Jørgensen 6.
Artikel af Elitesport Vendsyssel