Danske børn har fået færre søskende – men alligevel køber vi flere store huse.
Over 660.000 familier i Danmark har hjemmeboende børn, og i gennemsnit bor der 1,7 børn under 18 år i familierne. Det betyder, at der er færre børnefamilier end for ti år siden, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som ejendomsmæglerkæden Home er dykket ned i.
For ti år siden var der 680.187 børnefamilier med 0-17-årige børn, hvor der i dag er 662.315. Det er et fald på 2,6%.
”Men det er blandt børn med flere søskende, at der ses de største fald. Antallet af børn med tre søskende er fx faldet knap 18%, siger Lisbeth Harbo, specialkonsulent i Danmarks Statistik.
Over 180 kvadratmeter
Selv om der er færre familier med børn, og især børn med flere søskende, er der ikke sket et fald i huskøbernes pladskrav, fortæller ejendomsmæglerne i Home.
”Tværtimod er salget af store boliger over 180 kvadratmeter vokset de seneste par år,” siger boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
Nye tal fra Boligsiden viser, at andelen af solgte boliger på 180-220 kvadratmeter er steget med 0,8 procentpoint siden 2019, så de i 2021 udgjorde 18,2% af alle solgte huse.
Endnu mere markant er udviklingen for de helt store huse over 220 kvadratmeter. Her er andelen vokset med 1,5 procentpoint siden 2019, så villaerne over 220 kvadratmeter tegnede sig for 11,7% af handlerne i det forgangne år.
Familierne ønsker altså ikke mindre plads i boligen, selv om der er mindre børnetrængsel.
”Pladsen bliver brugt på andre formål. Det kan skyldes en tendens til, at færre børn end tidligere deler et værelse, vurderer Homes analytiker og fortsætter:
”Der er også stor efterspørgsel blandt huskøberne på et ekstra værelse til hjemmearbejde, som er blevet mere udbredt de seneste par år under Corona-pandemien, hvor vi alle sammen har været mere hjemme,” siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.
Stigningen i salget af store huse skyldes også, at nogle af de huse, som er blevet bygget de seneste ti år, er begyndt at blive handlet. Samtidig forsvinder der løbende mindre huse – enten fordi de bliver bygget til eller raget ned for at give plads til et større mere moderne hus, vurderer han.
Set som en andel af alle børn er andelen af børn med søskende ifølge Danmarks Statistik stort set uændret, nemlig omkring 79%.
Samlet set er antallet af børn, der bor sammen med søskende, faldet fra 960.723 i 2011 til 905.573 i 2021
Kilde: Home (Foto: Palle Skov)