Fra denne uge kan gravide og nogle personer med sygdomme og tilstande, der giver en øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, få 3. stik 4½ måned efter 2. stik, efter vurdering af en læge.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at det kan være hensigtsmæssigt, at nogle personer, som ikke er fyldt 40 år, og som har en øget risiko for at blive alvorligt syge med covid-19, kan få 3. stik lidt tidligere end de 5½ måned, der ellers skal gå fra 2. stik. for den aldersgruppe.
”Langt de fleste 18-39-årige har ikke en øget risiko for at blive alvorligt syge med covid-19. Men set i lyset af den nuværende epidemi, mener vi, at det er en god idé, at nogle personer kan få fremrykket 3. stik, hvis en læge vurderer, at det er hensigtsmæssigt. Det kan for eksempel være en gravid, en person med svær overvægt og hjertesygdom eller en person med svær kronisk lungesygdom, som på grund af angst for at blive smittet isolerer sig socialt og har nedsat trivsel,” siger Bolette Søborg, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen valgte i sidste uge at fremrykke 3. stik for alle over 40 år i lyset af den alvorlige situation med den smitsomme Omikron-variant. Sundhedsstyrelsen vurderede i den sammenhæng, at fordelene ved at fremrykke intervallet fra 165 dage til 140 dage efter 2. stik, opvejede de mulige bivirkninger. Da aldersgrænsen blev fastlagt, lagde Sundhedsstyrelsen blandt andet vægt på, at langt de fleste vaccinerede under 40 år ikke har en øget risiko for et alvorligt forløb, hvis de får covid-19, mens mulige bivirkninger i form af hjertemuskelbetændelse (myokarditis) forekommer lidt hyppigere blandt yngre.
”Du bliver automatisk inviteret til 3. stik efter 165 dage, hvis du er mellem 18 og 39 år. Men har du en øget risiko, kan du tale med din egen læge, eller lægen på dén afdeling, hvor du bliver fulgt, om det kan være en god ide for dig at få stikket ca. 1 måned tidligere,” siger Bolette Søborg.
Fremrykket vaccination til de 18-39-årige er et tilbud til personer i øget risiko, og den enkelte skal drøfte gavnlige virkninger og den lille risiko for bivirkninger, der er ved at fremrykke 3. stik, med en læge. Lægen kan selv give vaccinen eller kan ordinere det 3. stik, som så kan gives på et vaccinationscenter, på apoteket eller andre vaccinationssteder.
Kilde: Sundhedsstyrelsen