Onsdag 15. december sørger Vendsyssel Teater og TV2 Nord for en julegave til patienter og pårørende på Regionshospital Vendsyssels afdelinger i Hjørring, Frederikshavn, Skagen og Brønderslev.
Det sker i form af teatrets juleforestilling ‘Motionisterne’, der som led i samarbejdet “Sygt Sundt Teater” bliver transmitteret direkte til patienternes skærme. TV2 Nord bringer teatret ud til hospitalet. Og ikke kun til sygestuer; også til fællesstuer på afdelinger, hvor patienter er indlagt i længere tid. Det giver patienter og pårørende muligheden for at få en kulturel oplevelse i fællesskab.
“Projektet “Sygt Sundt Teater” er et samarbejde, der foruden Vendsyssel Teater og TV2 Nord også omfatter
Spar Nord Fonden og regionshospitalet.Folk får det bedre af at få en kulturel oplevelse. Med “Sygt Sundt Teater” kan vi nå ud til et publikum, som ellers ikke har mulighed for at komme i teatret. Samtidig kan vi nå nogle nye målgrupper og vise dem vores kunst,” siger teaterdirektør Lars Sennels.
Samarbejdet skulle være begyndt i foråret 2020, men pandemien kom i vejen. I september i fjor lykkedes det at transmittere ‘Kiksekartellet’ til hospitalet, og i september blev ‘Romeo og Julie’ transmitteret. ‘Motionisterne bliver således den tredje forestilling, som de fire parter går sammen om.
I første omgang er “Sygt Sundt Teater” et pilotprojekt, der ikke bliver vist på andre skærme end dem, der befinder sig på regionshospitalets fire afdelinger.
“Sygt Sundt Teater” er støttet af Spar Nord Fonden med 497.000 kroner, mens Region Nordjylland har bidraget med 100.000 kroner.
‘Motionisterne’ spiller på Vendsyssel Teater frem til 18. december. Der er stadig pladser at få til alle forestillinger.
Kilde: Vendsyssel Teater