Opskaleringen af vaccinationsindsatsen er ved at være på plads, så udrulningen af revaccinationen og vaccinationen af børn 5-11 år kan ske hurtigt, sikkert og effektivt. Størstedelen af befolkningen over 65 år er inviteret i denne uge, og tæt på 90% af disse er nu enten revaccineret eller har booket tid til det.
Sundhedsstyrelsens mål er, at alle skal have en vaccination senest 7 dage efter invitationen til 3. stik. Og revaccinationsindsatsen får nu et ekstra skub. Fremover vil alle blive inviteret til det 3. stik 5½ måned efter 2. stik, så man kan bestille tid og blive vaccineret inden den 6. måned.
Regionerne har etableret kapaciteten, der skal til for at vaccinere 400.000 personer i denne uge og 500.000 fra næste uge. Selv om der er inviteret mange til revaccination, er der mange ledige tider at finde, så der er plads til, at endnu flere kan tage imod det.
”Det giver en virkelig god effekt at få en booster, og immuniteten stiger igen ligesom ved det 2. stik. Hvis man bliver smittet, er risikoen for alvorlig sygdom og indlæggelse derfor meget mindre. Det er vigtigt, at vi får så mange som muligt revaccineret og gerne så hurtigt som muligt. Derfor fremrykker vi invitationerne, så alle kan få en tid og blive vaccineret inden 6 måneder, og regionerne har arbejdet i døgndrift for at øge kapaciteten, så det nu er blevet meget lettere at finde en tid,” siger Helene Probst.
Der er mange ledige tider, og flere steder at blive vaccineret
Når man har fået sin invitation, kan man bestille tid via vacciner.dk til et vaccinationssted. Desuden er der i alle regioner praktiserende læger, som også tilbyder at vaccinere Her bestiller man en tid hos den pågældende læge – som ikke behøver at være ens egen læge – og ikke via vacciner.dk – men stadig først, når man har modtaget sin invitation.
”Der er rigtig mange steder, hvor man kan blive vaccineret lige nu. Det, man skal huske, er, at der er mange tidspunkter ledige, også i ydertiderne. Det kan være i de regionale vaccinationscentre, hos praktiserende læger eller private vaccinationssteder. Derfor er det bare om at gå ind for at bestille tid,” siger Helene Probst.
Man kan se, hvor man kan blive vaccineret, i hvilke tidsrum, og hvordan man får en tid på regionernes hjemmesider, på de praktiserende lægers hjemmesider og på Danmarkskortet over vaccinationssteder, der findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og coronasmitte.dk.
De såkaldte pop-up-vaccinationssteder er forbeholdt dem, der skal have deres 1. eller 2. stik.
Indtil nu er mange på 65 år og derover revaccineret, og lægger man dem til, der har booket en tid, tyder det på en god tilslutning også til revaccinationerne. Også de nyligt inviterede under 65 år, der fik 2. stik for nu lidt mere end 6 måneder siden, har taget imod tilbuddet og er blevet revaccineret eller booket en tid.
Status på revaccinationsindsatsen er dermed, at 1.448.550 allerede er inviteret, og 972.816 har til dato modtaget et 3. stik. I denne uge bliver yderligere 375.000 inviteret.
Kilde: Sundhedsstyrelsen