Det kreative værksted FIDUS ligger på Nørregade i Aalborg, og de er meget mere end bare kreativitet for børn.
Corona har sat en stopper for mange ting og har gjort, at mange virksomheder har haft det svært. Det er bestemt heller ikke en dans på roser at starte en virksomhed op under corona – det kan kusinerne Tanja og Trine skrive under på.
Tanja og Trine har altid haft iværksætterdrømmen, men det er bestemt ikke nemt at skulle starte op, når corona fylder i samfundet. Opstarten til deres virksomhed FIDUS har været noget af en rutsjebanetur, hvor de til at starte med ikke helt vidste, hvad de præcist skulle lave i deres virksomhed.
Inspirationen til FIDUS kommer fra en Pinterest Cafe i England. En kreativ cafe, hvor man kan være kreativ og lave alverdens forskellige ting, er derfor hele ideen bag deres virksomhed. FIDUS står for Familie, Ide, Doityouself, Upcycling og Social, så virksomheden emmer af kreativitet og hygge.
Hverken Tanja eller Trine havde den store forretningssans, når det handler om at starte en ny virksomhed op – men de havde passionen på rette sted og ville alligevel give det et skud. Kusinerne siger selv, at de ikke ville sidde om 20 år og fortryde, at de ikke i det mindste havde prøvet at få det op at køre. Under corona startede de derfor virksomheden FIDUS, som startede med at være ”Krea To Go”, hvor man kunne købe poser med kreative ting, som man kunne tage med hjem og lave.
FIDUS har herfra udviklet sig til en lille forretning på Nørregade, hvor alle kan komme ind og hygge, mens de laver noget kreativt. Hele forretningen emmer af hygge, og det er meget vigtigt for Trine og Tanja, at man kommer ind ad døren og føler sig hjemme. Som de selv siger, skal intet være perfekt, det er bare vigtigt, at man hygger sig om det, man laver – og så er det jo rart, at butikken står for oprydningen, når man er færdig med at være kreativ.
Som Tanja og Trine selv siger, så tager de det én dag ad gangen og lærer hele tiden noget nyt. De er derfor altid velkommende overfor nye ideer for udvidelser eller produkter, man gerne vil bruge til sine kreative projekter.
Selvom deres primære målgruppe er børn og børnefamilier, siger Tanja og Trine selv, at alle er velkomne, fordi det selvfølgelig ikke kun er børn, som kan have lyst til at være kreative. De har også kunder som kommer i butikken uden børn og hygger sig med en kop kaffe og for eksempel maler lysestager – eller hvad man har lyst til at lave. Trine og Tanja går meget op i, at deres krea cafe ikke kun skal være til børn, men for personer i alle aldre, derfor er der et bredt udvalg af ting, man kan lave.
Selvom deres virksomhed har udviklet sig til en hyggelig lille krea cafe, har de dog ikke helt lagt de kreative ”to go”-poser fra sig. Det er derfor stadig muligt at købe ting hos dem, som man kan hygge med derhjemme, hvis man ikke har lyst til at sidde i cafeen – eller hvis der ikke er plads. De laver tit opslag på deres facebookside, hvor de sælger disse ”krea to go” poser med forskellige kreative godter.
Hos FIDUS kan man også holde alverdens arrangementer, hvis man har brug for lidt ekstra kreativ hygge. Det er blandt andet blevet populært at holde fødselsdag inde hos dem. Her er fødselaren selv en del af planlægningen af festen og kan for eksempel vælge tema for festen. De tilbyder derfor forskellige pakkeløsninger, hvis man har lyst til at holde sin næste fødselsdag på en hyggelig og kreativ måde.
Polterabend er et andet arrangement, som kan blive afholdt inde hos FIDUS. Igen, er man selv en del af planlægningen, så man kan derfor selv være med til at bestemme, om det skal være noget stille og roligt hygge, eller om det skal være et lidt frækkere arrangement i bedste polterabend-stil. Tanja og Trine er meget åbne overfor de arrangementer, som kan holdes i deres butik, så hvis man har en spændende ide til en fest eller et arrangement, man gerne vil holde, kan man altid komme ind til en snak om sine ideer.
Udover en passion for hygge og det kreative, er både Tanja og Trine passionerede for at hjælpe andre. Denne passion har de altid haft, og de går meget op i at hjælpe, hvor de kan. De har store passioner om at hjælpe blandt andet asylcentre og psykisk syge. Denne passion for at hjælpe andre har de selvfølgelig også taget med i deres virksomhed – her bliver der i øjeblikket sat fokus på udsatte familier.
Derfor holder de for eksempel også fødselsdage for udsatte børn, så disse kan få lov til at få nogle hyggelige timer med deres venner eller klassekammerater. Ved FIDUS kan man derfor købe et værdibevis, hvor man selv bestemmer, hvilket beløb man giver for det. Herigennem får man også 10% inde i butikken til sin næste krea-hygge dag – man kan derfor få 10% samt hjælpe en udsat familie med at holde fødselsdag ved at købe et værdibevis.
FIDUS er en kreativ cafe, hvor det emmer af hygge og kreativitet, mens man samtidig har muligheden for at støtte et godt formål.