Der er nyskrevet morsom dansk dramatik på scenen, når Vendsyssel Teater 11. november har premiere på årets julekomedie ‘Motionisterne’. Gunvor Reynberg har skrevet en selvstændig efterfølger til teatrets succesfulde ‘Turisterne’ fra 2018 – naturligt nok ikke uden lighedspunkter.
– Humoren og hjertevarmen går igen. Personerne kvajer sig, akkurat som vi jo alle sammen gør. ‘Motionisterne’ træner garanteret lattermusklerne, men forhåbentlig får publikum mere end grinene med hjem, for figurerne er samtidigt uendeligt rørende, siger Gunvor Reynberg.
Ingen af de seks figurer på scenen vil de andre noget ondt. Alligevel kommer nogle af dem galt af sted, som alle mennesker let gør: – Bortset fra de få psykopater vil vi jo alle gerne være søde ved hinanden, men egoismen spænder alligevel ben for det gode, så vi sårer hinanden uden at ville, lyder det fra dramatikeren.
‘Motionisterne’ handler om et lille firma, der er kommet i klemme, og økonomien halter gevaldigt, men heldigvis har chefen fået en genial ide – synes han i hvert fald selv. Firmaet skal sælge drikkedunke fremstillet af plastic, fisket op fra havet. De tre medarbejdere orker næsten ikke mere, så chefen får endnu en genial ide: Et teambuildingsophold på Vesterhavs Klitside Wellness. Og snart bliver det jul.
At det foregår nær Vesterhavet, er ikke tilfældigt. ‘Motionisterne’ er skrevet til Vendsyssel og nordjyderne. Derfor har Gunvor Reynberg researchet grundigt og talt med skuespillere og andet godtfolk fra det nordjyske. Selvom næsten alle danskere grundlæggende elsker at le, så har hun også bemærket markante forskelle. – Det her underspillede, hvor man ikke buldrer ud med tingene, men snarere skal bemærke glimtet i øjet, passer godt til Nordjylland, ja hele Jylland, siger hun.
En af figurerne i ‘Motionisterne’ – Hovgaard spillet af Jørgen Bing -slår om sig med store ord og opfører sig nærmest som en elefant i en glasbutik med sine mange dumsmarte onkelvitser. Og “uden at ville nedgøre københavnerne har jeg måske nok skævet til dem, da jeg skrev hans replikker”, lyder det med et smil fra Gunvor Reynberg.
Medvirkende
Hovgaard: Jørgen Bing
Arne: Ulver Skuli Abildgaard
Elin: Lone Rødbroe, Fay: Hanne Laursen
Karl-Emil: Robin Haslund Buch
Herbie Hansen: Henrik “Baloo” Andersen
Holdet bag
Tekst: Gunvor Reynberg
Instruktion: Louise Schouw
Scenografi: Johanne Eggert
Koreografi Rebekka Lund
Musik: Henrik “Baloo” Andersen
Lysdesign: Mia Jandje Willett,
Tekstdramaturgi: Anne Middelboe Christensen
Produktionsdramaturgi: Ditte Bladt-Hansen.
Motionisterne (15 år+) har premiere 11. november og spiller frem til 18. december i
Vendsyssel Teaters Store sal. Mandag-fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 15.00.
Desuden tirsdag 16. november kl. 14.
Kilde: Vendsyssel Teater