The Consolation er bannerfører på den hjemlige scene for americana-musikken. Bandets musik er en smeltedigel af amerikanermusik tilført et distinkt nordisk islæt, hvor melankolien og eftertænksomheden ofte sniger sig elegant ind i de iørefaldende sange. Fredag den 22. oktober spiller de i Brovst.
Både albummet ‘Heartland’ fra 2018 og det seneste udspil ‘Astoria’ fra 2020 gik direkte ind som Ugens Album på DR’s P5, og værter som bl.a. Alex Nyborg Madsen, Ole Jacobsen, Kirsten Siggaard og Jørgen de Mylius har spillet bandet flittigt i deres programmer.
Inspirationskilderne spænder vidt, fra 60’ernes country-rebeller som Johnny Cash, Kris Kristofferson og Waylon Jennings, til 70’ernes countryrock-pionerer som The Band, Little Feat og The Eagles, til 80’ernes blue collar-ikoner som Bruce Springsteen og Tom Petty, og helt frem til nutidens americana-stjerner, som Chris Stapleton, Jason Isbel og Sturgill Simpson.
The Consolation har dog sin helt egen sound og sit eget udtryk, som blander originalitet med de klassiske genredyder, og tilfører amerikanergryden lidt nordisk krydderi. Alt sammen udført med masser af charme, nærvær, humor og musikalsk overskud.
Live leverer bandet et fremragende show, hvor der både er noget til hjertet, til hjernen og til dansefødderne. Er man til roots, country rock og et strejf af blues, med stærk sangskrivning og internationalt niveau, ja så er The Consolation et band, man ikke skal snyde sig selv for.
The Consolation består foruden forsanger og sangskriver Nis Gaarde (vokal, guitar, banjo m.m.), af Jacob Svensson (bas), Sven Busck (trommer), Leif Bruun (pedalsteel), Vincent Daly (guitar) og Emma Sommer (kor, percussion).
Praktiske oplysninger:
Dato og tidspunkt: Fredag d. 22. oktober kl. 20.00.
Dørene åbner: Indgang til koncertsalen åbnes ca. 30 min før koncertstart.
Ca. varighed af arrangementet: 2 timer
Køb dine billetter her: Brovst Musikforsyning: The Consolation
Kilde: BilletExpressen