Fra lørdag den 1. til søndag den 2. september, blev der i Dronninglund afholdt Stafet for Livet, hvor der i alt blev gået 11.139 km. af de 601 deltagere.
Hvert år bliver ca. 35.000 danskere diagnoseret med en form for kræft. Alle kender én, hvis ikke flere, med sygdommen. Den er en stor del af vores hverdag, men bliver dog stadig på mange måder set som et tabu. Det ønsker Stafet for Livet at få ændret.
Døgnet startede godt kl. 12 om lørdagen med åbningstale fra tidligere håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen, som selv har fået diagnosen kræft. Derefter fortalte flere lokale om deres kamp mod sygdommen. Det er sikkert at sige at der ikke var et tørt øje på pladsen.
Den første runde var ”Fighterrunden”, hvor alle de der har kæmpet eller stadig kæmper med sygdommen gik samlet, med klapsalver og hep fra de andre deltagere. Hver eneste Fighter blev klappet over målstregen, lille som stor.
Reglerne ved stafetten er nemme, der skal i de 24 timer altid være mindst én fra holdet på banen. Hos nogle hold gik man flere gange i timen, ved andre måske kun et par omgange. Mange lokale organisationer og arbejdspladser var mødt op, blandt andet Dronninglund Cup, Nordjyske Bank og Rotary Dronninglund og Hjallerup.
Også De Grønne Pigespejdere fra Hjallerup var på pladsen, hvor de i de 24 timer fik tilføjet en masse mærker til deres samling.
Der var mange aktiviteter til at bruge tiden på, heriblandt musik fra forskellige bands, og selv klokken 00:30 kunne der findes pandekager og varm kakao i bålhytten til alle deltagerne.
De 43 hold gik samlet 17.880 omgange. Holdet Pink Runners endte med at gå flest: 2739 omgange.
I samtaler omkring stafetten, er ordet fællesskab og livsbekræftende blevet brugt meget og det må man også sige gælder. Et fantastisk døgn med tid til at tænke over tilstedeværelsen er over, men der er allerede planer om at gentage sucessen næste år, lørdag den 31. august til søndag den 1. september 2019.