Når folketingsmedlem Thomas Klimek (S) vender tilbage til Christiansborg efter sommerferien, bliver det med et grønt islæt på kontoret. En indrammet Fortuna Hjørring-trøje får nemlig en synlig plads på væggen.
Trøjen blev overrakt under Dana Cup, hvor Thomas Klimek deltog i medaljeoverrækkelser ved flere finaler. Her overraskede Fortunas sportschef Janelle Cordia ham med en spillertrøje, signeret af hele Fortuna-truppen, der i sidste sæson sikrede sig bronze i Gjensidige Kvindeliga.
Thomas Klimek tog imod gaven med stor begejstring. Samtidig understreger han, at han gerne vil være med til at sætte fokus på Hjørrings stærke idrætsliv – og særligt Fortuna Hjørring, som gennem mange år har været en markant ambassadør for byen og dansk kvindefodbold.
Hos Fortuna vækker initiativet stor glæde.
– Fortuna Hjørring er en vigtig del af Hjørring, og det glæder os, at klubben også bliver synlig på Christiansborg, siger klubbens formand, Karina Bech Jensen.
Hun ser den indrammede trøje som en flot anerkendelse af klubbens arbejde og håber, at de mange gæster på Christiansborg får øjnene op for den grønne trøje.
– Der er al mulig grund til at takke Thomas Klimek for initiativet. Jeg ser det som en stærk opbakning til både Fortuna Hjørring og dansk kvindefodbold. Jeg håber, at mange besøgende på kontoret vil lægge mærke til trøjen og den historie, den repræsenterer, siger Karina Bech Jensen.
Den grønne Fortuna-trøje kommer dermed til at skabe kontrast til de røde vægge på Christiansborg – og måske også være anledning til en snak om Hjørrings stolte fodboldtraditioner blandt de mange besøgende på Borgen.

