Partnerskabsaftaler med kommuner, optimering af foreningsstrukturen og samarbejde med regionale interesseorganisationer. Blot tre af de mange emner, som griseproducent Torben Farum, allerede er godt i gang med, efter han i marts blev valgt til posten som LandboNords nye formand for knap 1.200 medlemmer.
Det kom måske ikke som den store overraskelse, at 54-årige Torben Farum blev valgt til LandboNords nye formand, da bestyrelsen konstituerede sig. Siden 2013 har Torben været medlem af bestyrelsen – de seneste 8 år som næstformand.
– Jeg glæder mig til at stå i spidsen for LandboNord og tjene de nordjyske landmænds interesser. Det er min ambition, at vi fortsætter den positive udvikling som LandboNord er inde i – både som forening og rådgivningsvirksomhed, siger Torben Farum.
Ny foreningsstruktur
Kort sagt “business as usual” – og så alligevel ikke. For den kommende tid skal der ses nærmere på foreningens organisatoriske setup. I dag består foreningen blandt andet af fem nordjyske kredse og otte fagudvalg som alle kommunikerer videre til bestyrelsen.
– Vi har en struktur, som stammer helt tilbage fra begyndelsen af LandboNord ved starten af årtusindskiftet. Den skal vi have kigget på. Vi er færre landmand, og derfor arbejder vi på, om vi skal organisere os i ét forum, hvor vi kan få informeret folk på en bedre måde for at undgå at information går tabt eller den er for lang tid om at komme frem.
Arbejdet er en del af den nye strategi, som blev vedtaget sidste år. Strategien indeholder blandt andet også planer om et nybyggeri med topmoderne kontor- og konferencefaciliteter i Brønderslev, som den nye formand kommer til at stå i spidsen for. Her er det planen at udvide LandboNords kontor med små 2000 m2, så det er muligt at dyrke nye forretningsmuligheder inden for rådgivning.
Opbakning fra familien
Ved siden af sin rolle som formand for LandboNord, så er Torben også smågriseproducent ved Sæby med 1.200 søer og en produktion på 45.000 smågrise om året. Han er gift med Betinna Farum, og sammen har parret fire børn.
– Familien bakker mig op i det her, og nu hvor de fleste af vores børn er flyttet hjemmefra, er der ro på den front. Formandsposten betyder, at jeg kommer lidt mindre i stalden, end hvad jeg ellers plejer at gøre, men jeg har heldigvis et godt setup med nogle gode folk. Vores produktion kører uge for uge med nogle faste planer, og er der ting, jeg skal ind over, kan jeg følge med via telefonen.
Samarbejdet med kommuner og interesseorganisationer
En af de ting, der også kræver Torbens opmærksomhed bliver samarbejdet med de nordjyske kommuner. Den kommende tid bliver en af hans opgaver at genbesøge de partnerskabsaftaler, DK 2020-aftaler, som LandboNord har indgået med de nordjyske kommuner de seneste år. Aftalerne indgår i kommunernes klimahandlingsplaner for at reducere CO2.
– Vi har allerede taget kontakt til et par af kommunerne for at have en løbende dialog om status på aftalerne. Blandt andet om hvad der er blevet leveret på, og der kan blive leveret på, så vi når målene bedst muligt. Derudover er dialogen selvfølgelig også vigtig så målene også er realistiske at nå.
Samarbejde og kommunikation med interesseorganisationer er mindst lige så vigtig som den er med kommunerne. I LandboNord er der en lang tradition om at samarbejde med en række organisationer – også dem, man er uenig med.
– Der vil altid være nogle, vi er meget uenige med, men på trods af uenigheder, så der delelementer, vi kan samarbejde om for at finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor. Min tilgang er at få noget gennemført i stedet for bare at stå og råbe ad hinanden. Jeg har selv haft flere interesseorganisationer på besøg på mit landbrug, hvor vi blandt andet har drøftet og set på fuglelivet. Når vi så bagefter for eksempel mødes til Naturmødet i Hirtshals, så er uenighed ikke det første vi kommer til at tænke på.
Måden at være formand
I 14 år hed LandboNords formand Niels Vestergaard Salling, og der er især én tradition, som Torben gerne vil føre videre, når det kommer til måden at være formand på.
– Rollen som næstformand eller medlem af bestyrelsen har aldrig været kedelig. Jeg vil gerne videreføre min forgængers måde at drive tingene på, når det handler om at give plads til andre. Som bestyrelsesmedlemmer har vi altid haft frihed under ansvar til at tale de nordjyske landmænds sag. Der har ikke været en stor formand, som skulle stå og tage æren for det, når indsatsen lykkedes, siger Torben Farum.
Kilde: LandboNord