Det nordjyske publikum får lørdag aften æren af Danmarkspremieren på Hans Abrahamsens nye orkesterværk Vers le silence, når Det Kongelige Kapel gæster Koncertsalen i Musikkens Hus. Først fem dage senere opfører orkestret værket i København. Koncertprogrammet byder også på Carl Nielsens første symfoni og Elgars cellokoncert med den internationale stjerne Andreas Brantelid som solist. I spidsen for Det Kongelige Kapel står Thomas Søndergård, der netop er blevet udnævnt som chefdirigent for det amerikanske Minnesota Orchestra.
Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester og har en lang og traditionsrig historie, som går helt tilbage til 1448. Orkestret er særligt berømt for sin strygerklang og har en eksklusiv samling af strygeinstrumenter af de store italienske mestre til rådighed, og de spiller til både opera, balletter og koncerter. Mange store dirigenter og komponister har gennem årene arbejdet med Det Kongelige Kapel, heriblandt Wilhelm Furtwängler, Carl Maria von Weber, Carl Nielsen, Richard Strauss, Igor Stravinskij og Leonard Bernstein.
Danmarkspremiere på Hans Abrahamsens værk
Det Kongelige Kapel har tidligere arbejdet sammen med den danske komponist Hans Abrahamsen – senest ved premieren på operaen Snedronningen på Det Kongelige Teater i 2019. Senere samme år modtog Abrahamsen Léonie Sonnings Musikpris.
Vers le silence, der nu får Danmarkspremiere i Aalborg, er skrevet under COVID-19 nedlukningen og er en ny milepæl i rækken af hans orkesterværker. Abrahamsen beskriver selv sit værk således: Det opstår af de fire elementer, ild, jord, vind og vand, samt et femte og mere metafysisk element, hvilket kan være træ, vækst eller måske mennesker. Vers le silence sætter fokus på orkestrets spændvidde fra det helt storslåede udtryk til det intimt kammermusikalske.
Brantelid og Elgar
Andreas Brantelid var bare 14 år, da han fik sin solodebut med Det Kongelige Kapel. Dengang spillede han Elgars cellokoncert, som også er på programmet i Aalborg lørdag aften. Den britiske komponist Edward Elgar var forfærdet og desillusioneret over første verdenskrig, og under krigen skrev han en række vigtige værker, blandt dem cellokoncerten, som mange har fortolket som en klagesang for den tabte verden. Mange mener, der hviler en umiskendelig afskedsstemning over musikken. Cellokoncerten er med tiden blevet en stor succes – blandt andet gennem Jacqueline du Prés fortolkninger.
Både Brantelid og dirigenten Thomas Søndergård har et særligt forhold til Det Kongelige Kapel: Thomas Søndergård begyndte sin musikalske karriere som paukist i kapellet, mens Andreas Brantelid er vokset op med en far, der var musiker i Det Kongelige Kapel, og som tidligere selv har været solist i orkestret.
Brantelid er i dag en international stjernesolist, der har modtaget flere priser og spillet med store orkestre verden over – blandt dem London Philharmonic, BBC Symphony og BBC Philharmonic Orchestras, Tonhalle Orchester Zürich, Mahler Chamber Orchestra, Bruxelles Philharmonic, Holland Radio Philharmonic, Seattle Symphony og Frankfurt Radio Symphony Orchestra.
Andreas Brantelid spiller på en 1707 ‘Boni-Hegar’ Stradivarius venligst udlånt af den norske kunstsamler Christen Sveaas.
Danske Carl Nielsen
Carl Nielsen skrev i alt seks symfonier. I Aalborg kan publikum nyde hans første, som han komponerede mellem 1891 og 1892. Værket er tilegnet hans kone, Anne Marie Carl-Nielsen. Det Kongelige Kapel uropførte symfonien i 1894 i Odd Fellow Palæet med den 27-årige Carl Nielsen selv blandt andenviolinerne.
Koncerten var til fordel for ”Kapellets Enkepensionskasse” og blev dirigeret af kapelmester Johan Svendsen. Koncerten i Musikkens Hus er muliggjort med støtte fra Det Obelske Familiefond, Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden
Program
Hans Abrahamsen: Vers le silence – Danmarkspremiere
Edward Elgar: Koncert for cello og orkester i e-mol, op. 85
Carl Nielsen: Symfoni nr. 1 i g-mol, op. 7
Hvad: Koncert med Det Kongelige Kapel. Dirigent Thomas Søndergaard. Solist Andreas Brantelid.
Hvor: Koncertsalen i Musikkens Hus, Aalborg
Hvornår: Lørdag 20. august 2022 kl. 19.30
Kilde: Musikkens Hus