Det er blevet populært at bo på landet. Ifølge en ny analyse fra Spar Nord, som bygger på tal fra Boligsiden, er udbuddet mere end halveret på ti år, og det er således den boligtype, hvor udbuddet er faldet mest.
Selvom der fortsat er stor tilstrømning til storbyerne, er der også danskere, der søger væk fra byens pulserende liv. Ifølge tal fra Danmarks Statistik valgte flere end 83.000 borgere i 2020 at fraflytte en af landets fire største kommuner til fordel for en af landets øvrige 94 kommuner. Det er det højeste antal i Danmarks Statistiks opgørelsesperiode, der går tilbage til 2006.
– Selvom de fleste forsætter storbylivet ved at flytte til en anden af landets større byer eller rykke til en de øvrige hovedstadskommuner, kan de stigende boligpriser også betyde, at flere flytter til en mindre by eller endda på landet, hvor eksempelvis en børnefamilie kan få betragteligt mere for pengene og således få råd til at købe drømmeboligen. Livsstilsovervejelser om storbylivet kontra landlivet kan for flere altså være tippet yderligere i landlivets favør som følge af de stigende boligpriser i de store byer, der har gjort det dyrere at bo centralt, fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm, som uddyber:
– Kigger vi på udbuddet af boliger, tyder meget da også på, at flere rent faktisk efterspørger en tilværelse på landet. Landejendomme er nemlig den boligtype, hvor udbuddet er faldet mest på landsplan de seneste ti år. Foruden boligprisudviklingen må det formodes, at den mere udbredte brug af hjemmearbejdsdage blandt nogle faggrupper – der blandt andet er understøttet af udbredelsen af lynhurtigt bredbånd i store dele af landet – også spiller ind, da det gør det muligt at bo længere væk fra arbejdspladsen.
Ifølge en ny undersøgelse fra Spar Nord, som har bearbejdet tal fra Boligsiden, er udbuddet af landejendomme faldet med hele 51,9 procent og er således mere end halveret siden december 2011. Dermed havde boligsøgende på udkig efter et landsted blot 1.064 landejendomme at vælge mellem på landsplan i december.
Til sammenligning er udbuddet af ejerlejligheder faldet med 40,1 procent over en tiårig periode, mens der er tale om et fald på 47,4 procent for villaer og rækkehuse i samme periode.
– At udbuddet af landejendomme er mere end halveret på ti år, kan selvfølgelig også være udtryk for manglende efterspørgsel, da manglende interesse vil lede til lavere priser og dermed afholde nogle fra at sælge. Men sådan forholder det sig ikke, når vi dykker ned i prisudvikling og liggetider, siger Jens Nyholm.
Prisstigningerne på landejendomme følger med villaer og rækkehuse i provinsen
Sammenligner man udviklingen i pris på tværs af boligtyper i samtlige regioner på nær hovedstaden, som kun huser et meget begrænset antal landejendomme, har landejendomme oplevet fine prisstigninger. Ifølge analysen er kvadratmeterprisen for landejendomme steget med 40,7 procent til 11.831 kroner per kvadratmeter de seneste ti år. I samme periode er kvadratmeterprisen for villaer og rækkehuse i provinsen steget med 37,5 procent til 12.869 kroner per kvadratmeter.
– Der er dog geografiske forskelle på prisudviklingen. I Region Syddanmark er kvadratmeterpriserne eksempelvis steget med blot 7,4 procent de sidste ti år. Til gengæld har der været en markant udvikling i priserne på landejendomme i regionerne Midtjylland og Sjælland, hvor kvadratmeterpriserne i samme periode er steget med henholdsvis 47 og 80 procent. At priserne har udviklet sig mere gunstigt i nogle regioner fremfor andre, kan hænge sammen med beliggenheden i forhold til større byer, da de fleste vil foretrække at være inden for en overkommelig afstand af en storby, ligesom nærhed til eksempelvis indkøbsmuligheder og skole fortsat vil spille en væsentlig rolle for bosættelse, siger Jens Nyholm.
I provinsen er liggetiden på landejendomme ifølge Boligsidens tal faldet med 11 procent de seneste ti år, mens liggetiden for villaer og rækkehuse er faldet med 17,6 procent. Kigger man derimod på de seneste fem år, følger udviklingen i liggetiden på landejendomme uden for Region Hovedstaden udviklingen for villaer og rækkehuse.
– Kigger vi på de fire regioner uden for hovedstaden, er liggetiden på villaer og rækkehuse faldet med 24,8 procent, mens liggetiden for landejendomme er faldet med 23,7 procent, siger han afsluttende.
Kilde: Spar Nord