Næsten to ud af tre unge forventer at være boligejere om 10 år – 50% i eget hus og 14,7% i ejerlejlighed.
Dagens unge i de sene teenage-år og i 20’erne har en langsigtet plan om at bo i eget hus eller lejlighed.
Halvdelen af de unge, 50%, svarer, at de forventer at bo i eget hus om 10 år, mens 14,7% ser sig selv have adresse i en ejerlejlighed.
Huset og ejerlejligheden topper dermed listen over de mest populære boligvalg.Det viser en ny undersøgelse ”Unge, bolig og livskvalitet”, hvor Realdania og Videncentret Bolius har bedt de unge kigge 10 år frem i tiden og pege på, hvor og hvordan de gerne vil bo.
Kantar Gallup har foretaget 2.000 repræsentative interviews med danske unge i alderen 18-29 år.
Generelt er der ikke meget ’ungdomsoprør’ i boligvalget, viser undersøgelsen, som ejendomsmæglerkæden Home har set nærmere på. Eks. er interessen for at bo i hus ekstra stor blandt unge, der selv er vokset op i eget hus.
– Det er sagt før, at nutidens unge ikke vil binde sig til en bolig – og da slet ikke et hus som deres forældre. Undersøgelsen skyder en sådan spådom godt og grundigt ned, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home:
– Undersøgelsen er godt nyt for boligmarkedet, når der skal overdrages nøgler mellem generationerne de kommende år.
Gode minder med sig
Home er ikke overrasket over den store interesse for at bo i hus.
– Mange unge er vokset op i et parcel- eller rækkehus-kvarter og har gode minder med sig derfra, og det placerer altså eget hus helt i top af boligdrømmene. Det præger nok også de unge, at ’boligstoffet’ fylder meget på sociale medier, på tv og i andre medier. Oven i det har boliginteressen fået et ekstra boost i coronatiden, siger Michael Dalsager.
At mange unge i dag kommer omkring en af de fire største byer eller en større provinsby for at studere, betyder altså ikke, at de alle forestiller sig at bo i lejlighed for altid fremover.
Husdrømme hos unge i storbyen
Selv om ejerlejligheden naturligt nok appellerer til flere af de unge, der forventer at bo i enten København, Aarhus, Odense eller Aalborg om 10 år, end unge generelt, så er eget hus faktisk også det foretrukne valg blandt storbyens unge.
– Det er en forståelig drøm at gå efter komforten i et hus tæt på storbyens mange tilbud, men det er også en dyrere drøm. Vi møder mange førstegangskøbere, der så at sige bliver ’klogere’ med alderen og køber bolig i omegnen til storbyen eller længere væk, når de stifter familie og får børn, fordi de typisk får langt mere hus for pengene dér og måske kommer til at bo tættere på forældre og bedsteforældre i hverdagen, siger Michael Dalsager.
Kilde: Home