Til foråret kan folk, som arbejder professionelt med mad og ernæring, komme på kursus i Kornet Hus. Målet er at gøre den bæredygtige udvikling af storkøkkenet konkret, levende og ikke mindst appetitlig.
Den grønne omstilling skal vi spise os til.
Det står klart efter den seneste rapport fra Klimarådet, som rådgiver regeringen om løsninger for at sikre en bæredygtig fremtid. En fjerdedel af vores samlede klimabelastning stammer fra den mad, vi spiser, derfor er maden et godt sted at sætte ind, hvis vi skal leve mere klimavenligt.
I de nye kostråd spiller korn en væsentlig rolle i løsningen på den bæredygtige udvikling af køkkener landet rundt. Og det vil Kornets Hus nu give inspiration til, hvordan man kan implementere.
Nye kurser i Kornets Hus
Siden Kornets Hus åbnede i maj 2021, har mere end 17.000 gæster besøgt den arkitektoniske perle og fået ny viden og inspiration om kornets kulinariske- og ernæringsmæssige kvaliteter. Skoleklasser, lokale borgere og turister har deltaget i alt fra nørdede surdejskurser til pizza-workshops med fokus på fuldkorn. Kurserne har dermed givet både store og små fornemmelse for kornets kvaliteter og potentialer.
Nu får landets madprofessionelle også muligheden for at få et unikt indblik i kornets verden, når huset lancerer tre nye kursusprogrammer, som udforsker kornets rolle og muligheder i både køkkener og bagerier.
”Udviklingen i vores madkultur skal være præget af begejstring, velsmag og realistiske målsætninger. Og den opgave tager vi alvorligt med de her kurser, som skal gøre det lettere og mere indbydende at lave sund mad med korn i landets storkøkkener,” fortæller leder af Kornets Hus Johannes Haandsbæk Vestergaard.
Derfor har Kornets Hus allieret sig med den erfarne kok og køkkenkonsulent Uffe Truelsen for sammen at tilrettelægge de tre kurser, som har overskrifterne: Det Daglige Brød, Mindre Madspild Mere Smag og Det Grønne Køkkenløft.
Fælles for kurserne er, at de med afsæt i FN’s verdensmål giver både bagere, kokke, catere, ernæringsassistenter og ufaglærte madprofessionelle konkrete værktøjer, som kan bruges i det daglige arbejde.
”Der er ingen tvivl om at vores daglige måltider står overfor forandringer, og i Kornets Hus mener vi, at begejstringen, madglæden og det gode håndværk er en forudsætning, når vi skal kigge på fremtidens løsninger. Vi glæder os derfor at præsentere et inspirerende, relevante og konkrete kursusprogram til de dygtige madprofessionelle, som til daglig går forrest i at udvikle vores madkultur,” siger Johannes Haandsbæk Vestergaard.
God smag er nøglen
Uffe Truelsen, der til dagligt arbejder med grøn udvikling i køkkener gennem konsulentfirmaet Køkkenkultur, bidrager til kurserne med en solid erfaring i at afvikle og udvikle grønne kurser. Han fortæller, at idéerne og opskrifterne også fungerer, når kursusisterne kommer hjem og rammer hverdagen:
”Nøglen til at lykkes med et grønnere køkken er smagen. Hvis grøntsagstung mad smager godt, og måske endda bedre end den traditionelle, så bliver den altid spist med stor fornøjelse. Mad med mindre kød er en udfordring, for der skal være en smag af umami, og bidet skal komme fra nye processer og råvarer. Derfor har vi et tydeligt fokus på at udvikle kursisternes madhåndværk og vise, hvordan og hvorfor man leger med maden i professionelle køkkener.”
Du kan allerede nu læse mere om de forskellige kursusprogrammer på Kornets Hus’ hjemmeside. Du kan også deltage i kickoff-arrangementet i Kornets Hus onsdag d. 23. marts fra 14-16, hvor du både kan høre mere om projektet, de enkelte kurser og glæde dig til lækre smagsprøver. Tilmelding til kickoff-arrangementet sker direkte til Kornets Hus på info@kornetshus.dk.
Kilde: Kornets Hus