FDF og KFUM-spejderne har indgået et samarbejde med Vifo, der for første gang vil give et dybere indblik i uddannelsen af frivillige ledere i uniformerede korps og pege på mulige parametre for udvikling.
Der findes stort set ikke nogen systematisk viden om de lederuddannelser, som finder sted i frivillige børne- og ungdomsorganisationer som spejdere og FDF’ere, men det vil et nyt samarbejde mellem Videncenter for Folkeoplysning (Vifo), FDF og KFUM-Spejderne lave om på. Det sker med et projekt, der skal undersøge og udvikle arbejdet med at uddanne ledere i de to organisationer.
Med økonomisk støtte fra Samfonden skal projektet undersøge, hvilket udbytte FDF, KFUM-Spejderne, deres ildsjæle og ikke mindst de aktive deltagere får ud af lederuddannelserne i de respektive organisationer. Projektet kombinerer undersøgelsen med internt udviklingsarbejde i de to organisationer med henblik på at udvikle deres uddannelse af frivillige ledere.
Første undersøgelse af denne slags i de uniformerede korps
Det er første gang i nyere tid, at henholdsvis FDF og KFUM-Spejderne får lavet en så dybdegående undersøgelse af deres lederuddannelse. Vifo har tidligere lavet undersøgelser af de uniformerede korps, som indikerede, at det kunne være en fordel at samarbejde om at undersøge organisationernes lederuddannelser.
”Vores tidligere undersøgelser og analyser viser, at der på nogle fronter godt kan trækkes en rød tråd mellem de to organisationer, hvor lederrollen og lederuddannelse tillægges meget stor værdi. Generelt findes der også meget begrænset information omkring børne- og ungdomsorganisationers arbejde med den frivillige lederrolle, og derfor virkede det oplagt at indsamle en stor mængde data til et fælles fundament,” fortæller Henriette Bjerrum, som er centerleder for Vifo og ansvarlig for projektet.
Både ens og forskellige behov blandt organisationerne
Chefkonsulent hos KFUM-Spejderne Jakob Frost er begejstret for samarbejdet, da han ser mange fælles værdier omkring projektet.
”Vi oplever rigtig stor interesse for vores aktiviteter for tiden, men mange steder mangler der hænder til at løfte den store frivillige opgave. Vi håber, at mere viden om vores lederuddannelse og nogle konkrete effektmålinger gør, at vi kan lave bedre uddannelse af vores ledere, så de bliver hængende i længere tid,” fortæller Jakob Frost.
Hos FDF fokuserer de i højere grad på projektets udviklingsdel, som bliver en vigtig del af projektet for begge organisationer. Anna Buur Vistesen er udviklingschef hos FDF og håber på, at undersøgelsen blandt andet kan hjælpe organisationen med at træffe beslutninger om, hvad uddannelserne skal indeholde, og hvordan de udvikler de gode elementer i uddannelsen yderligere.
Et muligt startskud for større fokus på frivilligt lederskab
FDF og KFUM-Spejderne ser stor værdi i, at de sammen med Vifo kan undersøge frivilligt lederskab med henblik på netop deres værdisæt, kultur og traditioner. Begge organisationer har nemlig haft svært ved at koble tidligere undersøgelser af træner- og lederrollen i foreninger direkte over i egne rækker, da foreningernes lederuddannelser ofte har idræt som omdrejningspunkt.
Alligevel er der nogle elementer fra andre lederuddannelser i foreningslivet, som de to organisationer bliver inspireret af. Derfor håber aktørerne i samarbejdet, at dette projekt kan være til gavn for andre foreninger eller organisationer med et ønske om at undersøge deres uddannelse af frivillige ledere.
”Der er ingen tvivl om, at andre børne- og ungdomsorganisationer i Danmark også ønsker at få et indblik i, hvordan man kan opbygge en lederuddannelse, og hvordan man kan arbejde med lederuddannelse på andre parametre end kun kompetencer, hvilket de kan finde inspiration til i dette projekt,” fortæller Anna Buur Vistesen.
Kilde: Videncenter for Folkeoplysning