Nu har de lokale folkeskoler chancen for at få skolegården til at bugne af sommerfugle, blomster, træer og nye områder til udeundervisning. I disse dage skydes en landsdækkende idékonkurrence nemlig i gang for at skabe opmærksomhed om fordelene ved flere grønne skolegårde, og der er op til 100.000 kroner i puljen til den klasse, der tegner og designer den allerbedste, grønne skolegård. Pengene går til at forvandle udearealerne ved deres egen skole til en frodig oase med plads til både biodiversitet, leg og læring.
Alle oplysningerne om konkurrencen kan findes på www.idekonkurrencen.dk. Konkurrencen løber fra XX til XX, hvor man senest skal have sendt en video til konkurrencens jury for at deltage.
En af fagfolkene i juryen er biolog Anders Kofoed, og han glæder sig meget til at se børnenes bud på, hvordan naturen kan bringes ind i deres hverdagslandskab.
”Det står dårligt til med biodiversiteten. Der forsvinder simpelthen dyrearter og plantearter fra jorden hver eneste dag. Samtidig møder mange skolebørn ikke naturen men flad asfalt i deres frikvarterer hver eneste dag. Så hvis man selv kun har en trist asfaltørken hvert frikvarter, eller er forældre eller lærer og gerne vil give børnene en chance for at få naturen helt ind i skolegården, så kan jeg kun opfordre til, at man besøger www.idekonkurrencen.dk og får tilmeldt klassen,” siger Anders Kofoed, som er fast dyreekspert på tv- programmet GO’ Morgen Danmark, har været ansat hos København Zoo og var én af drivkræfterne bag etableringen af Den Blå Planet.
Børn lærer forskelligt
Idékonkurrencen om grønne skolegårde blev også afholdt i 2020, og her sendte 88 skoleklasser deres bud på en ny, grønnere skolegård. I år er der for første gang et større pengebeløb til skolegården med i konkurrencen, og derfor håber et af idékonkurrencens andre jurymedlemmer – Ph.D. og forskningsleder
ved VIA OUTdoor, Karen Barfod – at endnu flere skoleklasser vil kaste sig ud i arbejdet for at få grønnere omgivelser ved deres skole.
”Der er jo ikke noget galt med asfalt, men der står i folkeskoleloven, at vi skal have en varieret skolegang. Og her skal man være opmærksom på, at alle elever er forskellige og lærer på forskellige måder. Nogle har det bedst med bøger og tavleundervisning, mens andre har det bedst med at mærke tingene konkret. Desuden er det noget helt andet for eksempel at arbejde med et begreb som biodiversitet, når man kan gå lige ud i skolegården og røre og dufte og undersøge tingene i virkeligheden,” siger Karen Barfod og pointerer, at udendørs læringsrum også udvider børnenes vifte af muligheder for at lære og forstå emner, modeller og metoder fra fag såsom matematik og fysik, som ellers kan virke abstrakte i et klasselokale.
Skolegården som grøn katalysator
Brancheforeningen Danske Anlægsgartnere er en af de bærende kræfter bag idékonkurrencen, og det er netop et af foreningens garantisikrede medlemmer, som stiller sig til rådighed med mandskab, maskiner og materialer til at forvandle børnenes drømme til virkelighed. Og det er der brug for, pointerer direktør i Danske Anlægsgartnere, Michael Petersen.
”Når man over en bred kam ser på landets skolegårde, er det tydeligt, at grønne og frodige omgivelser ikke har været prioriteret. Derfor er vi gået ind i dette projekt for at give børnene mulighed for at præge deres egne hverdagsrum, men også for at give kommuner og politikere et vink med en vognstang om, at naturen, biodiversiteten og den varierede undervisning skal helt ind i skolegårdene, så lærere og elever ikke er nødt til at fragte sig langt ud af byen for at få konkret undervisning i natur og livets mangfoldighed. Naturen skal simpelthen så tæt på, at det bliver naturligt at opleve og undervise om naturen – i naturen,” forklarer Michael Petersen.
Fakta om idékonkurrencen
Idékonkurrencen er skabt ud fra et ønske om at give danske skoleelever mere lys og luft i hverdagen. Eleverne skal komme med bud på, hvad der skal til for at gøre det sjovt og spændende at rykke undervisningen ud i skolegården. Til idékonkurrencen knytter sig et gratis læringsforløb om biodiversitet og grønne områders betydning som levested for dyr og planter.
Idékonkurrencen er en del af et større projekt om undervisningsegnede, grønne skolegårde, som er finansieret af VILLUM Fonden, en almennyttig fond der støtter teknisk og naturvidenskabelig forskning, samt miljømæssige, sociale og kulturelle formål i ind- og udland.
Du kan finde alle praktiske oplysninger på www.idekonkurrencen.dk, hvor du også gratis kan downloade undervisningsmaterialet om biodiversitet.
Kilde: Idékonkurrencen (Foto: Mathilde Marie Lange)