Udover den traditionelle kollektive trafik som busser og tog, har alle nordjyder mulighed for at benytte flextrafikken i form af Flextur og Plustur. Alle kan bestille en Flextur fra én adresse til en anden, mens en Plustur er tilbringertrafik fra en specifik adresse og til nærmeste knudepunkt. Flextur supplerer bus og tog og er især velegnet, når den traditionelle rutebundne kollektive trafik ikke dækker tilstrækkeligt, mens Plustur sikrer adgang til den kollektive trafik, hvis du har langt til nærmeste stoppested. På trods af en meget høj kundetilfredshed er der dog stadig for få, der kender til muligheden med Flextrafik og derfor intensiverer Nordjyllands Trafikselskab (NT) nu sit fokus på området.
Alle nordjyder skal have gode muligheder for at rejse med kollektiv trafik – uanset om de bor midt i Aalborg eller et sted ude på landet. Derfor iværksætter NT nu en række nye tiltag, der skal få flere til at rejse med Flextrafik, hvor der i højere grad køres efter kundernes specifikke behov og med mindre vogne frem for faste køreplaner og store busser.
Hos NT vil vi gerne sikre en høj mobilitet for alle nordjyder, uanset hvor de bor i landsdelen. Her har Flextrafik vist sig at være en rigtig god løsning, der tager hensyn til kundens specifikke behov, samtidig med at det sparer både CO2 og penge i forhold til alternativet, hvor store busser kører rundt efter en fast ruteplan. Set både fra et økonomisk og miljømæssigt perspektiv giver det på alle måder bedre mening at vælge fleksible kørselsordninger, der passer bedre til efterspørgslen og mindsker udledningen af færre skadelige gasser og partikler, lyder det fra chef for Kunder & Salg i NT, Mette Henriksen, der fortsætter:
Og det er ikke kun os, der er begejstrede for løsningen. Vi kan også se, at vores kunder er meget tilfredse – faktisk scorer Flextrafik-løsningen ’fremragende’ målt på kundetilfredshed i vores undersøgelser. Men hvis vi vil have flere til at benytte Flextrafikken, må vi også gøre det endnu mere tilgængeligt og attraktivt. Derfor har vi iværksat konkrete tiltag som f.eks. en ny selvbetjening, mens et ensartet takstsystem på tværs af produkter og kommunegrænser træder i kraft d. 15. januar 2023.
NT har allerede gennemført en række andre succesfulde tiltag. Heriblandt nyt design på Flextrafikkøretøjerne, så de er letgenkendelige og matcher busserne, etablering af de såkaldte knudepunkter, hvor man nemt og hurtigt kan skifte til og fra Flextrafik, og lancering af Plustur, der transporterer kunderne mellem en adresse og nærmeste knudepunkt, hvorfra der er forbindelse til bus eller tog. På den måde er Flextrafik en fast integreret del af den kollektive trafik.
Flextrafik er åben for alle
En udfordring i forhold til at få flere nordjyder over i Flextrafik er dog, at alt for få nordjyder er opmærksomme på, at de har mulighed for at benytte fleksible transportløsninger:
Vi hører om mange nordjyder, der har set vores Flextrafik-køretøjer på vejene og tror, at de udelukkende er til for borgere, der er visiteret af kommunen – for eksempel i forbindelse med lægebesøg, eller hvis man har et handicap. Flextrafik er ikke kun for de visiterede borgere eller for kunder med særlige behov. Derfor er det vigtigt for os at gøre opmærksom på, at løsningen faktisk er åben for alle nordjyder, siger Mette Henriksen og tilføjer:
Derfor arbejder vi hele tiden på at udbrede kendskabet til Flextrafik og informere om mulighederne for at benytte løsningerne.
Mere Flextrafik i fremtiden
Mere kørsel med fleksible produkter som Plustur og Flextur er sammen med forbedrede knudepunkter og flere expresbusser hovedelementerne i projektet Fremtidens Kollektive Trafik, som NT har i høring i perioden frem til d. 8. marts 2023. Formålet med projektet er at øge antallet af kunder i den kollektive trafik inden for rammerne af den nuværende økonomi, som er udfordret af faldende passagertal og stigende energipriser.
Kilde: Nordjyllands Trafikselskab