Efter to år med coronarestriktioner er mange nordjyder rejst væk i julen. Det gør arbejdsforholdene lidt nemmere for de langfingrede, som traditionelt er på overarbejde i julen – men med råd fra GF Aalborg kan du gøre meget for at skræmme tyvene væk og undgå at komme hjem til et hus rippet for værdier.
Julen er indbrudstyvenes højsæson. De langfingrede kriminelle er efter to år med coronarestriktioner klar til at slå til, når de mange nordjyske familier, der skal fejre højtiden hos venner og familie, forlader hjemmet i juledagene. De mange tomme boliger giver gode muligheder for tyven, som kan være næsten sikker på, at de ikke bliver fanget på fersk gerning.
Efter to år, hvor det har været sværere for tyvene at begå indbrud i juledagene, har vi en forventning om, at indbrudstyvene er særligt sultne i år og vil forsøge at komme ind i folks huse i et omfang, der minder om tallene før corona. Det er derfor vigtigt, at man tager sine forbehold, hvis man har planer om at forlade hjemmet i juledagene i år, siger Per Haulund, der er skadedirektør i GF Forsikring.
Tilbage til tidligere forhold
Julen har historisk været de dage på året med klart flest indbrud. Antallet af anmeldte indbrud i boliger i Nordjylland var fra den 18. december 2019 til 3. januar 2020 (sidste jul før coronapandemien) helt oppe på 85. Det svarer til cirka 10 procent af årets totale antal anmeldelser på blot 17 dage.
Men Covid-19 restriktioner har de seneste to år fået indbrudstyvene til at blive hjemme sammen med resten af nordjyderne. Antallet af indbrudsanmeldelser i Nordjylland var i juledagene 2020 og 2021 derfor helt nede på henholdsvis 30 og 33.
Indbrudstyve vil helst ind i et hus, hvor det ser ud til, at beboerne er taget væk på ferie eller forlænget weekend. Under corona har flere holdt jul hjemme, hvilket har skabt liv og aktivitet i nabolagene, og det har gjort det sværere for tyvene at bryde ind, siger Per Haulund.
Er man uheldig at have haft besøg af tyve, så anmeld det med det samme til politiet. Derefter skal du huske at tage billeder af evt. skader som dokumentation, inden du kan gå i gang med oprydning og lave en liste over stjålne og ødelagte ting til forsikringsselskabet.
Gode råd: Sådan gør du livet surt for indbrudstyven
Aflås hjemmet forsvarligt
Husk også vinduer og døre på evt. første sal. Forsikringen dækker typisk ikke, hvis boligen ikke har været forsvarligt låst.
Få hjemmet til at se beboet ud
Indbrudstyve vælger som regel de hjem, hvor beboerne ikke ser ud til at være hjemme. Så lidt rod kan være fint, ligesom tændt elektronik eller brug af timere.
Gør dit hjem og dine værdier mindre attraktive
Gem dine værdier eks. i en værdiboks. Du kan også ”ødelægge” værdien af en dyr lænestol ved eks. at gemme siddehynden.
Gør det svært for tyven
Lås værktøj og redskaber inde, så tyven ikke får unødig hjælp. Du kan også sikre vinduer og døre med solide låse og fx tremmer i kældervinduer samt bruge tyverisikringsbeslag til særligt udsatte vinduer, som ikke kan ses fra vejen. Brug evt. også bevægelsessensorer udvendigt omkring huset.
Bed naboerne om hjælp
Vær hinandens vagthunde og simulér liv hos hinanden, når I er på weekendture eller ferie. I kan bl.a. tømme hinandens postkasser, parkere i hinandens indkørsler og bruge hinandens skraldespande.
Vær opmærksom på uregelmæssigheder omkring boligen
Tyve efterlader af og til spor/markeringer for at teste, om man er hjemme. Det kan f.eks. være et mærke på postkassen eller en oprejst dørmåtte. Fjern straks sådanne tegn, hvis du ser dem på din egen eller naboens grund.
Drop din ferieerklæring på sociale medier
Lad være med at annoncere din ferie eller weekendtur på sociale medier. Det er en invitation til indbrud.
Kilde: GF Forsikring