Inden året går på hæld og champagnepropperne springer, bør du give dine skatteforhold en ekstra tanke. Nytår er nemlig deadline for flere beskatnings- og fradragsmuligheder, der potentielt kan nedbringe din skat for 2022.
December er for mange en travl måned med familiebesøg, julefrokoster og gaveindkøb, men selvom kalenderen i den søde juletid er fyldt godt op, kan det være fornuftigt at afsætte lidt tid til at give dine skatteforhold et tjek.
Inden kalenderåret skifter er der nemlig en række muligheder for at nedbringe din skat og gøre brug af fradrag. Når datoen siger 1. januar, er det for sent.
2022 har været et år præget af høj inflation og økonomisk usikkerhed, og mange danskere er derfor mere opmærksomme på muligheder for at optimere privatøkonomien. Og lige nu er der flere beskatnings- og fradragsmuligheder, som kan være værd at kigge i retningen af for ikke at gå glip af økonomiske fordele, fortæller investeringskonsulent i Spar Nord, Karsten Brøndum Idskov.
Derfor løfter Spar Nord og BDO her sløret for, hvilke fradrag du bør give en ekstra tanke, samt hvad du ellers kan gøre for at optimere din skat inden nytår.
Sæt mere til side til pensionisttilværelsen
En gammel kending, når det kommer til at skrue på din skat, er at indbetale mere til pensionsopsparingen inden året rinder ud for således at udnytte dit fradrag. Når du indbetaler til ratepension eller ophørende alderspension, kan du i år få fradrag op til 59.200 kroner, mens der intet fradragsloft er på indbetalinger til livsvarige alderspensioner.
Hvis man har luft i privatøkonomien og foreløbig har indbetalt mindre end 75.600 kroner til sine pensionsordninger – hvilket de fleste nok har – kan det være en god idé at indbetale lidt ekstra, fordi staten via et ekstra pensionsfradrag belønner den slags. For en topskattebetaler dækker skatten dermed helt op til cirka 60 procent af et ekstra indskud, mens den for en ikke-topskattebetaler dækker omkring 45 procent, fortæller Henning Boye Hansen, som er chefkonsulent og skatteekspert i BDO.
Overvej at sælge tabsgivende aktier
Ovenpå et turbulent aktieår kan det give god mening at løbe porteføljen igennem og overveje at sælge tabsgivende aktier. Her er der nemlig en mulighed for at nedbringe sin skat for året, som nogle af de mange nye privatinvestorer, der gennem de senere år er kommet ind på aktiemarkedet, ikke nødvendigvis er bevidste om.
Hvis man sælger aktier til en lavere kurs end på købstidspunktet, giver det selvsagt et tab – men det kan i nogle tilfælde alligevel give mening at sælge inden udgangen af året. Hvis man har børsnoterede aktier købt for frie midler og tidligere på året har solgt med gevinst, kan et tab nemlig modregnes gevinsten i forhold til beskatning, lyder det fra Henning Boye Hansen.
Giv en større julegave eller økonomisk håndsrækning
De fleste julegaver er formentlig allerede købt og pakket ind. Men det kan være, at du har overvejet her i den dyre juletid at hjælpe andre for hvem indkomsten ikke rækker helt så langt som sædvanligt på grund af den høje inflation og større energiregninger – og i så fald kan du endda opnå fradrag, når du giver gaver til velgørende formål såsom jule- og nødhjælp.
Hvis man alligevel overvejer at give et bidrag, en donation eller gave til et godt formål, så er det værd at huske, at det er fradragsberettiget op til 17.200 kroner – og at ægtefæller vel og mærke har hvert sit fradrag. Selvom man automatisk får fradraget, er det en god idé at tjekke efter, når der åbnes for årsopgørelsen, forklarer Henning Boye Hansen.
I den forbindelse fremhæver Karsten Brøndum Idskov, at det er muligt at give 69.500 kroner skattefrit i gave til børn og børnebørn – og det er således en mulighed, hvis du gerne vil være ekstra rundhåndet og hjælpe dem på vej, hvis eksempelvis SU-indkomsten er brugt op på julegaver.
Der er godt nok ingen fradragsmuligheder ved at give gaver til den nærmeste familie, men der kan særligt i år være forældre og bedsteforældre, som overvejer at give en ekstra julegave i form af et pengebeløb til familiemedlemmer, som har været udfordret af større energiregninger eller på anden vis har mærket inflationen kradse. Og hvis man ikke har nået loftet for i år, kan det således være fordelagtigt at give den økonomiske håndsrækning inden nytår, siger han.
Betal frivilligt restskat
Hvis du har en formodning om, at du har betalt for lidt i skat i løbet af året, kan det være en idé at betale skat forud med et beløb svarende til den forventede restskat for på den måde at undgå rentetillæg.
Har man i løbet af året haft indtægter, som ikke er noteret på forskudsopgørelsen såsom honorarer, og man af den grund forventer at skulle betale restskat, kan man spare sig selv for et rentetillæg ved en frivillig indbetaling. For langt de fleste vil rentetillægget ikke være betydeligt, men hvis man fx er startet som selvstændig og ikke har haft helt styr på skatten – og derfor forventer en betydelig restskat, kan det være fordelagtigt at undgå den såkaldte dag-til-dag-rente fra 1. januar til betalingsdatoen, forklarer Henning Boye Hansen.
Kilde: Spar Nord