En ny repræsentativ undersøgelse foretaget af Voxmeter for gulvvirksomheden Timberman viser, hvad danskerne vægter højst, når de skal vælge bæredygtige materialer til boligen. Her er en klar tendens, at selve materialet betyder mere, end at virksomheden tager socialt ansvar, og overraskende nok spiller CO2 også en relativt lille rolle.
Hvilke tanker flyver der igennem hovedet, når danskerne gerne vil vælge bæredygtige materialer til deres bolig? Det løfter den årlige Timberman Trends-undersøgelse, som Voxmeter og gulvvirksomheden Timberman står bag, noget af sløret for. Her er 2.005 danske boligejere og andelshavere nemlig blevet spurgt, om de lægger vægt på bæredygtighed, når de vælger materialer til deres bolig, og i så fald hvad de lægger mest vægt på.
– Som leverandør til boligejerne skal vi først og fremmest være opmærksomme på deres ønsker og behov, og derfor ser vi det som vores fornemmeste opgave hele tiden at blive klogere på, hvad der rent faktisk betyder noget for dem. Det er her, Timberman Trends kommer ind i billedet, lyder det fra adm. direktør hos Timberman, Mogens Fisker, som tilføjer:
– Vi vil især gerne hjælpe boligejerne og gøre det nemt for dem at træffe et mere bæredygtigt valg, hvilket kan være svært, da bæredygtighed ofte har det med at blive meget overordnet og flyvsk. Her giver undersøgelsen nogle helt konkrete områder, som vi og andre producenter og leverandører af bolig- og byggematerialer kan fokusere på.
Top-3: Materiale, genbrug og miljømærke
I undersøgelsen lægger 1.038 af boligejerne og andelshaverne vægt på bæredygtighed, når de køber materialer til boligen, og af dem svarer lige knap halvdelen – 49 procent – at selve materialet er et af de parametre, der vejer tungest i den bæredygtige beslutning.
– Vi kan se, at et flertal går op i bæredygtighed, når de vælger materialer – og her fokuserer de først og fremmest på, hvilket materiale de har mellem hænderne, og i hvilken grad det i sig selv er bæredygtigt.Derfor er det også vigtigt, at vi i branchen gør os umage med at tydeliggøre, hvad et produkt er fremstillet af. Helt konkret vil det for vores vedkommende eksempelvis være at gøre opmærksom på kork som materiale, da kork regenerer sig selv og oplagrer CO2.
Næst efter selve materialet kommer genbrug af materialet og produktets miljømærke med henholdsvis 44 procent og 37 procent på de to parametre. Det kan derfor ifølge Mogens Fisker give mening at sætte mere fokus på certificeringer og genbrug. Hos Timberman bliver rester fra korkproduktionen eksempelvis brugt til granulat og biobrændsel, hvilket virksomheden ikke normalt skilter med, men fremadrettet kunne være åbne for at sætte mere fokus på.
Mindre fokus på CO2 og socialt ansvar
Et område, der ligger i bunden af listen over bæredygtige overvejelser, er socialt ansvar. Her svarer kun 16 procent, at de lægger mest vægt på, at virksomheden bag produktet tager socialt ansvar. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at danske boligejere ikke går op i socialt ansvar, mener Mogens Fisker:
– Grunden til, at socialt ansvar ligger så langt nede på listen i de bæredygtige overvejelser skyldes nok i høj grad, at danskerne ikke umiddelbart forbinder det sociale aspekt med bæredygtighed, da det bliver overskygget af klima og miljø. Det er derfor ikke et udtryk for, at boligejerne ikke går op i socialt ansvar, men nærmere at klima fylder mere i bevidstheden.
Som lidt af en overraskelse er CO2 heller ikke noget, der fylder meget i de danske forbrugeres bevidsthed. Kun 23 procent svarer således, at CO2-udledning er i top-3 over parametre, de lægger mest vægt på, når de kigger på et materiales bæredygtighed.
– Med al den opmærksomhed, der er på CO2-udledning og -målsætninger i erhvervslivet og medierne, kommer det faktisk en smule bag på mig, at det ikke fylder mere hos forbrugeren. En årsag kan være, at det hurtigt kan blive meget teknisk og uoverskueligt at forholde sig til – og det skal materialeproducenter og leverandører som os selvfølgelig være opmærksom på i forhold til at gøre det overskueligt for den almindelige dansker, slutter Mogens Fisker.
Kilde: Timberman