Mandag den 3. oktober rullede de første undervisere ansat i LIFE Fondens nordjyske afdeling for første gang ud med fondens 65 kvm store mobile undervisningslaboratorium, der hele skoleåret vil gennemføre naturfaglige undervisningsforløb på skoler i Region Nordjylland. Første stop var Astrup-Sønderskov Friskole i Hjørring.
Hvordan kan vi brødføde verdens voksende befolkning? Det er den virkelighedsnære og naturvidenskabelige problemstilling, som 9.klasse fra Astrup-Sønderskov Friskole i Hjørring undersøgte, da de som de første elever blev undervist af LIFE Fondens nordjyske undervisere i fondens tredje mobile undervisningslaboratorium mandag den 3. oktober fra morgenstunden.
Det nye 65 kvm store mobile laboratorium er dedikeret til at køre rundt til skolerne i Region Nordjylland, hvor det dagligt vil slå dørene op for nye klasser, der forud for besøget har arbejdet med et af LIFE Fondens naturfaglige undervisningsforløb i klassen. Alene i efteråret vil det mobile laboratorium blive stillet op på skoler i Brønderslev, Sindal, Nørresundby, Aars, Erslev, Løgstør, Gandrup, Thisted, Aalborg, Hals, Hobro, Vils og Nørre Aaby udover Hjørring, som det besøgte den 3. oktober.
I det mobile laboratorium undervises eleverne af fondens nordjyske undervisere, der ledes af teamleder Lene Møller Vestergaard. Hun har en baggrund som lærer og naturfagskoordinator i Rebild kommune.
”Jeg er utrolig glad for at vi med det nye mobile laboratorium nu kan tilbyde alle nordjyske skoler undervisning i laboratoriet som afslutning på deres arbejde med et af vores naturfaglige undervisningsforløb. Vi åbnede for booking af vores forløb til laboratoriet i august, og modtagelsen har ganske enkelt været overvældende. Vi er faktisk allerede fuldt booket resten af året. Vi glæder os til at komme rundt og arbejde undersøgelsesbaseret med naturfagslærere og elever i hele Nordjylland,” fortalte Lene Møller Vestergaard.
Turbovækst i det mobile laboratorium
Alle undervisningsforløb fra LIFE Fonden tager afsæt i seks kvalitetsprincipper, der overordnet handler om, at et undervisningsforløb skal være relevant for en aktuel samfundsudfordring inden for bæredygtighedsdagsordenen, tage udgangspunkt i dels en virkelighedsnær problemstilling, dels en undersøgelsesbaseret didaktik, være udviklet i samarbejde med en virksomhed og inkludere faglig og metodisk støtte til lærerne gennem hele forløbet.
Siden starten af september har eleverne i 9.klasse på Astrup-Sønderskov Friskole i Hjørring arbejdet med LIFE Fondens undervisningsforløb Turbovækst i biologi, fysik/kemi og geografi. Forløbet handler om katalyse, kunstgødning og bæredygtig produktion, og er udviklet af LIFE Fondens udviklingskonsulenter i samarbejde med forskere fra virksomheden Topsoe. da eleverne som de første trådte ind i det nye mobile laboratorium, arbejdede de blandt andet med produktion af ammoniak og oplevede igennem Virtual Reality, hvordan industrien bruger katalysatorer til fremstilling af ammoniak.
”Det har været megagodt at arbejde med Turbovækst – både for mig som lærer og eleverne. Ofte i science-undervisning bruger man lang tid på forberedelsen, så det var fedt at modtage alle materialer til et færdigt og gennemarbejdet forløb. Eleverne synes også, at det har været rigtig spændende, og nu glæder vi os til, at se det mobile laboratorium på vores skole og arbejde videre med Turbovækst i det,” sagde Jeppe Haugaard, der er naturfagslærer på Astrup-Sønderskov Friskole.
Eleverne delte tydeligvis deres lærers begejstring for undervisningen og det mobile laboratorium:
“Det har været en syg oplevelse! Meget anderledes, end vi er vant til. Det er specielt det her med, at man selv skal tænke sig frem til svaret. Det gør, at man lige tænker sig om en ekstra gang og på den måde lærer bedre. Og så er laboratoriet jo bare meganyt og flot og ikke noget, vi har arbejdet i før. Specielt VR-delen var fedt og anderledes,” sagde elev i 9. klasse på Astrup-Sønderskov Friskole, Matilde Damgaard Christiansen.
Naturfagsundervisning i klassen og laboratoriet
LIFE Fonden ønsker at styrke viden om og fascination af naturvidenskabens betydning og anvendelse hos børn og unge. Undervisningsinitiativer fra LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden og har været i gang i et par år. Skoler i Nordjylland har det seneste år kunne arbejde med LIFE Forløb i klassen.
“LIFE Fonden udbyder naturfaglige undervisningsforløb til skoler i hele landet. En del af vores forløb er laboratorieforløb, hvor klasserne arbejder i vores mobile laboratorier. For at kunne tilbyde flest mulige skoler i Nordjylland at arbejde i vores mobile undervisningslaboratorium har vi valgt at etablere en nordjysk afdeling med pt fire undervisere og et mobilt undervisningslaboratorium. Vi håber rigtig mange skoler vil benytte sig af denne mulighed,” siger adm. direktør Christine Antorini, LIFE Fonden.
Fakta om LIFE Fondens mobile laboratorier
LIFE Mobil Lab er 65kvm store lastbiler indrettet som undervisningslaboratorier. Laboratorierne er bemandede med undervisere fra LIFE Fonden. De gennemfører undervisningen i samarbejde med klassens lærer.
Laboratorierne rummer blandt andet LAF-bænke, stereolupper og mikroskoper, der også anvendes i virksomheder og på universiteter.
I laboratoriet kan klasse pt. Blive undervist i tre forskellige undervisningsforløb – Enzymjagten til 6. kl, WeGrow til 8. kl og Turbovækst til 9. kl. I alle tre forløb har klassen på forhånd arbejdet med emnet inden laboratorieundervisningen.
Med det nye mobile laboratorium i Nordjylland råder LIFE Fonden over tre mobile laboratorier, og der forventes at producere yderligere to.
Fakta om LIFE Fonden
LIFE Fonden er en ny erhvervsdrivende fond med almennyttigt sigte, der har til formål at højne den naturvidenskabelige dannelse, uddannelse og forskning samt styrke danske børn og unges motivation og interesse for naturvidenskab. LIFE Fonden er støttet af Novo Nordisk Fonden.
LIFE Fonden driver det landsdækkende og almennyttige undervisningsinitiativ LIFE, der udvikler naturfaglige undervisningsforløb til skoler og ungdomsuddannelser. I LIFE Forløb arbejder elever undersøgende med virkelighedsnære samfundsudfordringer, der understøtter FN’s verdensmål. LIFE Forløb er gratis at anvende og uddeles som bevillinger fra LIFE Fonden.
LIFE står for Læring, Idéer, Fascination og Eksperimenter. Læs mere på www.LIFE.dk
Kilde: Life Fonden