Jo højere solfaktor, jo bedre – eller hvad? En ny undersøgelse, foretaget blandt forældre til landets børn på vegne af Børneulykkesfonden og Derma, viser, at danske forældre er gode til at huske solcremen og i god tro vælger solfaktor 50 til deres børn for at give dem den bedste beskyttelse. Men det går faktisk imod den officielle anbefaling. Forældrene vælger desuden allergimærkede solprodukter for at minimere risikoen for allergi, men er ikke bevidste om, at en højere solfaktor også betyder mere solfilter og dermed også mere kemi. Børneulykkesfonden og Derma vil med kampagnen SolSikker lære børn og voksne om de gode solråd og korrekt brug af solcreme, så de får den bedste og sikreste beskyttelse i solen.
En skyfri himmel og masser af sol og varme. Det er, hvad vi allerede har haft fornøjelsen af, og som den kommende uge bringer. Og ja, en tur ud i den friske luft med sol på næsen og vind i håret er sundt og dejligt for både børn og voksne. Dog må respekten for solens kraft ikke glemmes. For meget sol uden beskyttelse kan både give solskoldninger og øge risikoen for hudkræft. Men solcreme indeholder også kemi i form af UV-filtre, som er nødvendige for at kunne beskytte sig mod solens skadelige stråler. Anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse lyder på minimum SPF 15 i sommermånederne i Danmark, men kun 6% af de adspurgte forældre kender anbefalingen, og mange bruger faktisk højere faktor end den officielle anbefaling til deres børn, og udsætter dem dermed også for unødvendig kemi.
Forældre vælger højere solfaktor end anbefalet i Danmark
En ny undersøgelse, foretaget blandt forældre til børn i alderen 0-12 år, på vegne af Børneulykkesfonden og Derma, viser, at danske forældre er gode til at huske solcreme til børnene. Hele 83% af de adspurgte forældre svarer, at de bruger solcreme til børnene, når solen skinner. Undersøgelsen viser dog også, at forældre tror, at Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse anbefaler en højere solfaktor til børn, end det er tilfældet. Kun 6% af de adspurgte forældre ved, at anbefalingen er på minimum SPF 15 i Danmark til normal hud og en højere faktor til ekstra sart og lys hud.
”Der er ingen grund til at udsætte huden for mere kemi end højst nødvendigt. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er faktor 15 som tommelfingerregel tilstrækkelig i den danske sommer – men jo lysere hud og jo højere UV-indeks, jo højere solbeskyttelsesfaktor, og det gælder ikke mindst for børn. Uanset valg af faktor er det vigtigste råd at smøre rigeligt med solcreme på og smøre igen, hvis man har badet eller svedt. Ved at vælge den rigtige faktor og smøre efter anvisningerne får du nemlig en løsning, der er både sund og effektiv,” siger Marketingchef Mette Bohnstedt fra Derma.
Vælg højere faktor til ekstra sart hud, eller når familien rejser sydpå
Selvom den officielle anbefaling i Danmark lyder på minimum faktor 15, er en højere solfaktor nogle gange nødvendigt. Ved rejser sydpå er det vigtigt at være opmærksom på, at UV-indekset er meget højere, end hvad vores lyse hud er vant til og kan klare. Og der vil det være nødvendigt at vælge en højere solfaktor. Samtidig er der stor forskel på hudtyper, og for børn med ekstra sart, lys eller fregnet hud kan det også være nødvendigt at gå op i solfaktor, selvom barnet opholder sig i Danmark.
Solbeskyttelse skal gøres til en leg
Børneulykkesfonden og Derma afholder endnu engang solkampagnen SolSikker. Kampagnen kører på ottende år i træk og har til formål at oplyse om solbeskyttelse via en gratis læringspakke, der er særligt udviklet til børn i legestuer og børnehaver. De seneste år har mere end 290.000 børn deltaget i kampagnen, og i år har endnu 45.000 børn deltaget.
Formålet med SolSikker-kampagnen er at klæde børnene godt på til at omgås solen med omtanke gennem leg. For selvom solfaktoren kan diskuteres, er det indiskutabelt, om solcreme skal benyttes. Vigtigheden af solbeskyttelse forklares på en måde, som børnene kan forstå – nemlig gennem aktivitets- og sanglege i børnehøjde. Forventningen er, at hvis børnene lærer at forstå, hvorfor det er vigtigt at beskytte sig mod solen, så vil de også være mere motiverede til fx at bruge solcreme.
Det forklarer Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden:
”Der er ingen grund til at gøre solbeskyttelse til en sur pligt, hvis man kan blive SolSikker gennem leg, sang og dans. Og det er lige præcis det, der er hensigten med SolSikker-kampagnen. Kampagnepakken indeholder fx fangelege mellem sol og skygge og sanglege, hvor børnene danser rundt og leger, at de smører sig ind i solcreme.”
Få flere gode tips til valg af den rette solfaktor her: https://derma.dk/faq/solcreme/hvilken-faktor-solcreme-skal-jeg-bruge og på www.solsikker.com
Kilde: Børneulykkesfonden