Et styrket samarbejde mellem den regionale psykiatri og socialpsykiatrien, bedre overgange ved indlæggelse og udskrivning og et løft af de faglige kompetencer på de kommunale bosteder, giver bedre kvalitet i hverdagen for borgere på bosteder. Det viser resultaterne fra en evaluering af seks projekter på det psykiatriske område.
Mange borgere med lange forløb på tværs af den regionale psykiatri og den kommunale socialpsykiatri oplever udfordringer når de indlægges eller udskrives fra sygehuset. Opdelingen mellem det regionale og det kommunale system betyder, at viden om den enkelte borgers sygdom ikke følger med ved en udskrivning og indlæggelse, og der mangler sundhedsfaglige kompetencer på bostederne, for eksempel når det gælder håndtering af medicin og forværring af symptomer. Det kan i sidste ende medføre flere genindlæggelser, tvangsindlæggelser og voldelige episoder, som kunne være undgået. Derudover er området præget af, at det regionale og det kommunale er reguleret af forskellige lovgivninger, og at der er forskellige fagligheder og ekspertiser, der skal samarbejde.
Seks projekter, som har fået tildelt midler fra satspuljen, har haft fokus på at sikre en lettere adgang til psykiatrisk, sundhedsfaglig rådgivning til medarbejdere på bosteder. Det overordnede formål er at forebygge indlæggelser og sikre bedre forløb på tværs af de regionale og det kommunale sektorer. I projekterne har der blandt andet været forsøg med udgående regionale teams, medarbejderrotation mellem bosted og sygehus, telefonrådgivning til medarbejderne og fast opfølgning efter indlæggelse for en række borgere på bostederne.
”Det er vigtigt at styrke samarbejdet mellem psykiatri og socialpsykiatri, så færre borgere oplever gentagne indlæggelser eller tvangsindlæggelser i psykiatrien. Projekterne har givet et bedre kendskab på tværs og lettet adgangen til sundhedsfaglig rådgivning ude på bostederne. Formålet er at udbrede viden og give mere faglig indsigt for at forebygge indlæggelser og på den måde give grundlag for mere stabilitet og ro for den enkelte medarbejder og beboer,” siger sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Laura Toftegaard Pedersen.
Puljen har været med til at give adgang til sundhedsfaglig rådgivning på botilbud, blandt andet ved hjælp af udkørende teams forankret i psykiatrien. Det sundhedsfaglige personale har givet mulighed for at gennemgå behandlingsplaner, har undervist personale på bostederne i medicinhåndtering, og de ansatte på botilbuddene har fået direkte kontaktpersoner ansat i psykiatrien. Den fysiske forankring i psykiatrien betyder, at botilbudsteamet kan følge borgerne under indlæggelse, være med til udskrivningssamtaler og være gennemgående i borgerens forløb.
”Evalueringen viser, at det er muligt at bygge bro mellem psykiatrien og bostederne og skabe mere sammenhængende forløb for borgere med psykiske lidelser. Der er særligt gode erfaringer med udgående teams og arbejdet med at styrke sundhedsfaglige kompetencer hos de ansatte på bostederne. Men evalueringen viser også, at det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde er svært. Derfor er det særligt vigtigt, at man som ledelse har fokus på at opbygge respekt og forståelse for hinandens fagligheder. Det er ganske enkelt udgangspunktet for et godt samarbejde,” slutter Laura Toftegaard Pedersen.
Evalueringen, som er foretaget af COWI, viser, at det kan være udfordrende at samarbejde på tværs af forskellige faglige fællesskaber. Det styrkede samarbejde giver dog øget vidensniveau og giver samlet set en bedre koordinering og sammenhæng i forløbene – hvilket igen kan være med til at fremme livskvaliteten for beboere på socialpsykiatriske bosteder og forebygge voldelige episoder. Det er med til at øge tryghed og sikkerhed for de ansatte på bostederne. Det er dog ikke muligt at konkludere, om det er sket som direkte følge af projekterne.
Kilde: Sundhedsstyrelsen