Supermarkederne har stillet det syntetiske juleslik og de fabriksfremstillede brunkager frem, og stormagasinerne har fundet den store kasse med dette års juletrends. Selv om mange butikker i disse måneder bugner af jul, så er et besøg i julebutikken på Aalborg Historiske Museum alligevel noget ganske særligt. Her oser det nemlig af julestemning som i de gode, gamle dage med masser af gammeldags julepynt på hylderne.
Hvert år er der nye julefarver og nyt moderne julepynt i forretningerne, men i julebutikken på Aalborg Historiske Museum satses der anderledes. Her er der fokus på den gammeldags og traditionelle julepynt, der vækker nostalgiske minder om den gode, gamle jul.
Det er barndommens jul, der kommer til live igen med glaskugler, glanspapir til flettede hjerter og flagguirlander til juletræet, men man finder også ting som de klassiske julebukke af halm, gammeldags papjulekalendere og sprællemænd, storke til toppen af juletræet, Helligtrekongerslys og meget andet, som de ældre familiemedlemmer med garanti husker fra deres barndom.
De oprindelige kravlenisser og glaspynt
Blandt de mest populære varer er blandt andet julekort med gammeldags motiv, englespil og ikke mindst Brammings klassiske kravlenisser, som blev udgivet første gang i 1947.
”Vi har de helt klassiske kravlenisser fra 1940’erne, som alle kender. De er lavet i mange forskellige motiver blandt andet ’Nissernes Vagtparade’. De er blevet genoptrykt og er virkelig populære, for de er præcis det, folk forbinder med gammeldags nisser,” fortæller museets butiksansvarlige, Vibeke Hvass Mølbak.
En anden yderst populær vare er glaspynt fra Brink Nordic.
”Det fås i mange forskellige variationer – både i klassisk julestil som tromme, flettet hjerte og dannebrogsflag og i mere moderne motiver som fx campingvogne. Og folk er allerede begyndt at komme forbi for at se, om vi har noget, som de ikke har i forvejen. Hvert år kommer der nye – i år har vi fx fået nissetræsko og skøjter. Glaspynten fra Brink Nordic er efterhånden blevet et samleobjekt hos mange,” siger Vibeke Hvass Mølbak.
Renæssance-gløgg
Foruden julepynt fra gamle dage, så er det også muligt at mere eksotiske julevarer som eksempelvis Lutendranck. Det er en frisk og krydret gløgglignende drik fra renæssancen, som kan serveres varm eller kold.
Ordet Lutendranck stammer oprindeligt fra plattysk og betyder afsiet, krydret vin. Opskriften på denne juledrik har sin oprindelse fra middelalderen, og den indeholder et af datidens meget populære krydderier, nemlig paradiskorn. Det stammer fra Vestafrika, og drikken var derfor ganske eksotisk og kun for det bedre borgerskab.
Køber man julepynt eller Lutendranck på museet, får man også noget andet, som ikke fås i almindelige butikker. Historien følger nemlig med udvalgte varer – for eksempel julebukkene af halm, Helligtrekongerslysene og føromtalte Lutendranck.
Stemningen betyder alt
I museets julebutik spiller stemningen fra gamle dage en stor rolle.
”Vi gør meget ud af at skabe den gammeldags julestemning, så der er selvfølgelig pyntet op på gammeldags vis med juletræ og med traditionelt julepynt som store stjerner og flettede julehjerter. Pynt, som butikker og stormagasiner var pyntet med førhen, men som er knap så brugt i dag. Vi vil gerne give kunderne en oplevelse af at træde ind i en tid, hvor den gode, gamle jul stadig findes,” siger Vibeke Hvass Mølbak.
Og aalborgenserne har de senere år været vilde med at mærke og opleve den gammeldags julestemning i museets butik – der er til tider voldsom trængsel og alarm, som der synges i den gamle julesang fra 1848 – og derfor holder butik og museum også åbent om mandagen i december, hvor der ellers normalt er lukket.
Man kan opleve den gamle, nostalgiske jul i museets julebutik fra tirsdag 2. november, og man finder den i Algade 48 ved Budolfi Plads – kun ganske få meter fra det store, traditionsrige julemarked på Gammeltorv.
Åbningstider for julebutikken
November: Tirsdag-lørdag kl. 10-17
December: Mandag-lørdag kl. 10-17.30
Kilde: Nordjyske Museer