Sol og varme i august fik salget af koldskål til at stige voldsomt, hvilket var stærkt medvirkende til, at det samlede salg af koldskål i dette års sæson blev omkring 3 pct. højere end sidste år.
En varm og solrig august fik danskerne til at forlænge koldskålssæsonen, som ellers plejer at rinde ud i løbet af juli. Det mærkede man tydeligt på Arla Foods Slagelse Mejericenter, der er storproducent af den populære sommerklassiker.
”Vi har haft en voldsom – og uventet – slutspurt i august på grund af det varme vejr, og vi har været nødt til at presse vores leverandører af emballage og ingredienser for at kunne følge med efterspørgslen,” fortæller mejeridirektør Ole E. Hansen
I det hele taget har sommeren budt på masser af solskin og varme, hvilket tydeligt kan aflæses i danskernes forbrug af koldskål. Landets suverænt største koldskålsproducent, Arla, har fra 1. marts til 31. august solgt 12,53 mio. kg koldskål mod 12,19 mio. kg i samme periode sidste år, som i parentes bemærket også var et godt koldskålsår. Det er næsten 3 pct. mere.
”Vi kan se på salgstallene, at danskerne spiser koldskål, så snart den første sommervarme rammer landet. I år var særligt maj og august måned både varme og tørre, og det var også i maj, at vi fik årets første sommerdag med temperaturer over 25 grader. Det fik danskerne til at spise ekstra meget koldskål i lige præcis de måneder sammenlignet med sidste år,” siger Anette Boye, der er Senior Category Manager for mælk og yoghurt i Arla.
En god slutspurt
Solen har tilsyneladende skinnet ekstra meget over Thise Mejeri, landets næststørste producent af koldskål. Mejeriet ønsker ikke at opgive salgstal, men salgs- og marketingdirektør Peder G. Jessen konstaterer, at det har været ’et super godt koldskålsår’.
”Vi ligger op mod 5 pct. over sidste års salg, og det skyldes især to ting: Vi har haft en lang og varm sensommer, og så er der virkelig kommet fart på salget af vores laktosefri koldskål, som vi lancerede for tre år siden.”
Peder G. Jessen forklarer videre, at danskerne normalt går amok i koldskål fra begyndelsen af april og så stilner forbruget af i juli. Men 2022 har været anderledes på grund af den varme august.
”Jeg er imponeret over, hvor længe danskerne er blevet ved med at spise koldskål,” bemærker han.
Slut for år
Nu er både kalenderen og vejret dog enige om, at sommeren 2022 er slut, og på Slagelse Mejericenter er der droslet ned for koldskålen.
”Hen over vinteren fortsætter vi produktionen på et meget lavt niveau med nogle få varianter. I stedet har vi allerede for et par uger siden sat gang i produktionen af risalamande,” fortæller mejeridirektør Ole E. Hansen.
Med andre ord: Mortens Aften og julen nærmer sig.
Kilde: Mejeriforeningen