Nygårdsminde Vingård i hjertet af Vendsyssel har på knap 10 år gennemgået en forvandling fra at dyrke vinplanter i lille skala, til i dag at producere et eksklusivt udvalg af vine, gin og saft på en blomstrende vingård. Vingården skiller sig ud blandt de ca. 100 andre professionelle vingårde i Danmark ved at tilbyde en bred pallette af aktiviteter til deres gæster. Torsdag den 30/6 2022 markerede vinbondeparret Gitte og Jan Lunde næste step på deres innovative rejse med vingården, med indvielsen af et nyt multihus.
Nygårdsminde Vingård er en af Danmarks nordligste – og måske smukkeste vingårde. Da vendelboen Jan Lunde i 2010 byggede Nygårdsminde Vingård uden for Brønderslev og anlagde vinmarker på de sydvendte skråninger, var det med ambitionen om at skabe et attraktivt sted for besøgende i hjertet af Vendsyssel. Når sæsonen for alvor går i gang, sker det med et nyt multihus. Det skal bruges både til vinsmagninger, foredrag, netværksarrangementer, kurser og yoga.
Innovativ vingård
Den elegante ’Nygårdsminde Vingård’, eller ’slottet’, som de lokale kalder det, ligger omgivet af idylliske vinmarker og et smukt anlagt parkgolfanlæg. Rammerne er således ideelle for de planer, som Gitte og Jan Lunde har for stedet: ”Alt det, som vi gerne vil tilbyde vore gæster, skal handle om ’det gode liv’. Nøgleordene for det er gode relationer, mulighed for fordybelse og fælles oplevelser. Det kan vi tilbyde her i vores lille oase,” siger Gitte Lunde. Jan Lunde tilføjer: “Vi arbejder gerne innovativt med udviklingen af vores produkter og aktiviteter, og med multihuset har vi nu fået de ideelle indendørs rammer til vore gæster.”
Et attraktivt sted
Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard og formanden for bestyrelsen for turismeselskabet Destination Nord, Karsten Madsen, holder åbningstalerne. ”Vi oplever at brønderslevboerne er stolte af deres ’lokale’ vingård og vi håber at kunne være med til at booste turismen her. Derfor er Mikael og Karsten oplagte talere ved indvielsen”, siger Jan Lunde. Karsten Madsen udtaler i den forbindelse. ”I Destination Nord (red. består af Brønderslev, Læsø, Frederikshavn og Aalborg kommune), ser vi frem til at understøtte Nygårdsminde Vingård. Turisme handler bl.a. om at skabe attraktive steder, som man vil besøge, og det er Nygårdsminde Vingård et godt eksempel på. Til gavn og glæde for Brønderslev Kommune og Destination Nord.”
Fakta om Nygårdsminde Vingård
2007: Jan Lunde køber grunden, hvor Nygårdsminde Vingård nu ligger.
2010: Jan Lunde begynder at bygge hovedhuset, som står færdigt i 2012.
2010: Jan Lunde planter de første 500 vinplanter.
2013: Første vinhøst. Det bliver til 142 flasker rosé. Vinen drikkes til Gitte og Jans bryllup den 9. august 2014.
2014: Gitte og Jan gør klar til 5 nye vin-parceller mhp. at blive professionelle erhvervsavlere. I maj 2014 plantes der 500 nye vinplanter, så der er 1.000 stk. vinplanter.
2015: Nygårdsminde Vingård bliver registreret som erhvervsproducent.
2016: Der plantes yderligere 500 vinplanter til nu 1.500 vinplanter.
2018: Foruden rosévin bliver sortimentet udvidet med hvidvin, rødvin, mousserende rosévin og sød rosévin. Vinen fremstilles på Glenholm vingård.
2019: Nygårdsminde Vingård får sin egen webshop. Der plantes yderligere 500 planter til nu 2.000 vinplanter. Vingårdens aktiviteter udvides nu med juletræsslag.
2020: I foråret 2020 åbner en nyanlagt parkgolfbane foran hovedhuset og vinmarkerne. Samtidig indrettes gammel bygning på grunden som opholdsrum til parkgolfspillerne med adgang til toiletter. Der etableres 3 pintrip-pladser til autocampere. Der plantes yderligere 500 vinplanter til nu 2.500 vinplanter og 3 forskellige sorter. Vingården får også autorisation til økologisk jordproduktion. For første gang lancerer vingården et sommerprogram med forskellige events og begynder for alvor at holdes arrangementer for firmaer og grupper og byde turister velkommen.
2021: Sortimentet udvides med to slags gin destilleret på rosévin og fremstillet af Saal Whisky Distillery. Der laves nu også vindruesaft på de røde druer fremstillet på et lokalt mosteri.
2022: Vingården laver samarbejdsaftale med tysk vinplanteproducent om salg af vinplanter i Danmark. Der bygges en ny bygning, der skal fungere som multihus for vinsmagning, yoga, netværksarrangementer, foredrag og kurser. Huset blev indviet den 30. juni 2022.
Kilde: Nygårdsminde Vingård (På billedet hvor snoren klippes er fra venstre: Jan Lunde, Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune, Karsten Madsen, formand for turismeselskabet Destination Nord, Solvej 3 år (3. generation på vingården) og Gitte Lunde Andresen.)